Portræt af to kvinder og en hund
Fotografisk postkort, som Gerda Holm som 36-årig i 1913 sendte til sin gamle skoleveninde, Margrethe Olsen. På kortet kan man læse, at det er Gerda Holm og søster Rikke, der ses på kortet, og Gerda synes selv, at hun ligner en gammel kone. Det er lidt ukl

Veninderne fra Freerslev Skole

12.08.23
Midt i Freerslev ligger en markant gul bygning, som nok de færreste ser, når de kører gennem landsbyen, men ejendommen Roskildevej 187 var engang den lokale skole, hvor børn fra Freerslev fik deres undervisning.

Skolen skabte venskaber for livet. Det ved vi fra et fint gammelt postkortalbum, hvoraf det fremgår, at en gruppe kvinder fra årgang 1877 havde tæt kontakt i flere årtier efter, at de havde forladt skolen.

De mange fine og velholdte postkort blev samlet af Margrethe Olsen, der blev født 15. november 1877 i Freerslev og voksede op på Lyholtegård, Freerslev Hegn 8. Hun blev døbt Karen Kirstine Margrethe Bendtsen, og hun var Karoline og Niels Bendtsens tredje barn.

Margrethe Bendtsen boede hjemme da hun som 29-årig den 2. oktober 1906 i Nr. Herlev Kirke blev gift med gårdejer Ole Christian Olsen, Avedgård i Ølsted.

Hendes postkortalbum indeholder både postkort fra den tid, hvor hun boede på familiens gård i Freerslev og fra tiden i Ølsted.

Blandt de mange postkort findes flere fra Gerda Holm, født i 1877 og datter af skolelærer Chr. Peter Holm og Elisabeth Thora Holm på Freerslev skole.

Men der er også postkort fra andre veninder, bl.a. Anna Hansen, og vi kan læse, at veninderne ofte var på besøg i Ølsted.

Blandt de gamle postkort var der naturligvis også mange fra Margrethes søskende med motiver fra Hillerød, bl.a. var hendes bror, Rasmus Bendtsen, der var en flittig postkortbruger. Han sendte bl.a. postkort fra Møllegård, Hovedvejen 2A i Gørløse, fra Stengård i Slangerup og fra sit barndomshjem, Lyholtegård i Freerslev, som han overtog efter farens død i 1908.

Fotografisk postkort sendt fra Rasmus Bendtsen, Lyholtegård, Ved Freerslev Hegn 8, i 1913 til søster Margrethe Olsen i Ølsted. Det må antages, at kortet viser Lyholtegård, som senere har ændret karakter med en udbygning på 1. sal.

Fotografisk postkort af Freerslev Skole, som skolelærerens datter, Gerda Holm, i 1909 sendte til veninden, Margrethe Olsen. På postkortet oplyser Gerda Holm, at det er hende selv, som står foran skolebygningen.

Skoleveninden, Anna Hansen, sendte dette postkort til Margrethe Olsen i Ølsted under et ophold på Askov Højskole i Vejen, og Anna oplyser på kortet, at kortet viser hende selv og en søster.