Gennembrud i sagen om Hagstrøms postkort

RING – RING – RING, telefonen ringer og ringer. Endelig bliver den taget. ”Det er Bodil Hagstrøm”.

En god snak senere om de mange spørgsmål vedrørende Kay Hagstrøm og postkortet lover Bodil Hagstrøm, der viser sig at være ægteparret Hagstrøms svigerdatter, gift med sønnen Bjarke indtil dennes død for nogle år siden, at komme på besøg på Lokalhistorisk Arkiv på Hillerød Biblioteker til en uddybende snak.

Den følgende fredag kommer Bodil Hagstrøm på besøg på Lokalhistorisk Arkiv.

Bodil bekræfter, at det er hende, der har skrevet biografien om svigerfaren Kay Hagstrøm på opfordring af Asger Berg, formand for Lokalhistorisk Forening i Hillerød. Hun kom ind i familien Hagstrøm i 1949 og arbejdede i mange år sammen med Marie Hagstrøm i symaskineforretningen. For Kay Hagstrøm var det mere et sekundært arbejde at være i symaskineforretningen.
Det var Marie, der kørte den daglige drift.
 
Postkortet har Bodil Hagstrøm aldrig set før, og hvordan det er endt på Lokalhistorisk Arkiv sammen med den biografi, hun skrev om sin svigerfar, ved hun ikke. På spørgsmålet om, hvad det kan være for en pjece, Kay Hagstrøm sendte til Steincke med henblik på at få skrevet et forord og få kritik, fortæller hun, at svigerfaren forfattede mange pjecer gennem 1930erne og helt op i 1950´erne om okkultisme og hypnose, så det kunne sagtens være én af dem.

Hun forstår dog ikke helt, hvorfor han kalder sig ”fabrikant”, for det har han aldrig været.

Udover det allerede beskrevne om Kay Hagstrøm uddyber hun fortællingen om idealisten Kay Hagstrøm og hans utrættelige arbejde for at redde fejlplacerede i den daværende Åndssvageforsorg.

Endvidere supplerer hun med at fortælle, at Kay Hagstrøm også var meget politisk interesseret og var medlem af Retsforbundet, for hvem han også var opstillet i Ruds Vedby – dog uden at blive valgt ind. En henvendelse til Retsforbundet afslører, at han opstillede til Landstinget i 1947 og fik næstflest stemmer ud af de 5 opstillede i 1., 2., 3. og 4. kreds. I alt 396 stemmer.

Så langt, så godt. Men hvorfor sendte Kay Hagstrøm en pjece til Steincke – og var det DEN Steincke? Måske kan underskriften hjælpe os. Politikeren K.K. Steincke har sat sin underskrift på utallige dokumenter, så det må være muligt at finde den et sted.
Her kommer Google igen til hjælp. K.K. Steincke har skrevet en selvbiografi i fem bind. Her må være noget at hente.

Hillerød Bibliotek har ikke selvbiografien, men skaffer den hjem fra Gentofte Biblioteks depot. Bind 4, ”Også en tilværelse. Farvel og Tak” og bind 5, På´en igen” viser sig at være gode kilder.
 
Først og fremmest viser Steinckes underskrift på postkortet sig at stemme overens med K.K. Steinckes underskrift i forordet i selvbiografien – og minsandten om dateringen ikke starter med ordet ”Dokken, Nordstrand, Nykøbing Sjæll.” Endnu et spor.

Nu ved vi så, at det er DEN Steincke, og her træder én af de frivillige kolleger igen frem med informationer. Han arbejdede i sin tid sammen med K.K. Steinkes barnebarn, Ina Steincke. Hurtigt finder han adresse og telefonnummer.

En opringning skaffer kontakt, og vi aftaler at mødes.

Husets historie

Så snart Ina Steincke får postkortet i hånden, genkender hun såvel huset på postkortets forside som farfarens skrift og underskrift.
Huset, der også blev kaldt Strandlyst og ligger lidt inde i landet ved Nordstrand, Nykøbing Sjælland, ligger på en 7 tønder land stor grund med stiadgang til stranden. Det blev bygget i træ i 1937 efter at K.K. Steincke havde solgt et andet sommerhus, Prana, der lå direkte ved stranden, fordi det var for koldt at bo i.
Læskærmen til venstre blev tilbygget i foråret 1939, mens bygningen til højre, der er en dobbeltgarage, blev tilføjet i efteråret 1939. Selve billedet er fra 1940. Her er der dog lige et ”aber dabei” – i K.K. Steinckes erindringer, bind 4, side 88, findes det samme billede, og her angives billedet at være fra 1937.
Der havde været nogen diskussion i Lokalarkivet, om huset mon kunne være tegnet af den kendte arkitekt Arne Jacobsen, der ejede meget jord i området og havde et lignende hus i funkis-stil. Den teori kunne Ina Steincke dog hurtigt skyde ned.
 

Huset var tegnet af en arkitekt Mikkelsen MAA, og jorden var ikke erhvervet fra Arne Jacobsen.
Det bestod af to etager med en stor terrasse på 1. sal, opholdsstue og K.K. Steinkes soveværelse. I stuetagen var der en spisestue, tre soveværelser, husbestyrerindens værelse, der er det lille vindue i højre side af hovedbygningen, og et køkken, der er den lave tilbygning. Der var ingen elektricitet, så man anvendte petroleumslamper og brugte brændekomfur. Opvarmningen var en åben pejs, og der var hundekoldt om vinteren. Udenfor var der et das med en lokumsspand, der blev tømt i gravede huller i plantagen. Ina Steincke tilbragte sin barndoms ferier i sommerhuset og havde hvert år til opgave at hvidte de hvide sten, der ses føre op til huset på billedet. K.K. Steincke tilbragte gerne juni og juli måned i huset, så det passer godt med det tidspunkt på året, han skrev postkortet. Sommerhuset er stadig i familiens besiddelse og ejes i dag af én af Ina Steinckes fætre.

Personerne på billedet er fra højre K.K. Steincke i garagedøren, i midten Ina Steinckes mor Alice Paulin og yderst til venstre hendes far.
Efter at være kommet hjem, finder Ina Steincke sin fars gamle fotoalbums frem, og her finder hun originalbilledet, taget af hendes far Keld, der ud over at være reservelæge på Hillerød Sygehus fra 1953 til 1956 også var en dygtig fotograf. Teksten under billedet bekræfter identiteten på de to personer til højre, mens der ud for personen yderst til venstre står ”Sonja”, altså K.K. Steinckes yngste datter og dermed Kelds søster.
 

Postkortets tekst

K.K. Steincke skriver på postkortet, som én af grundene til at han ikke kunne kommentere den tilsendte pjece, at han nylig var blevet opereret. Det viser sig at være en skulderoperation. Hele lidelseshistorien er meget levende beskrevet i hans erindringer, bind 5, kapitlet:” Privatlivet, særlig dets genvordigheder”, side 36 til side 38. Endvidere angiver han sin manglende sagkyndighed som begrundelse for ikke at kunne skrive blandt andet et forord til en pjece. Ina Steincke ved ikke, hvad det kan være for en pjece, der hentydes til.

Det ved vi – og det ved vi ikke

•    Vi ved, hvem afsenderen er
•    Vi kender også adressaten
•    Vi kender huset på postkortets forside
•    Vi ved, hvad K.K Steincke blev opereret for i 1943
•    Vi ved ikke, hvad det er for en pjece, der omtales på postkortet
•    Vi ved ikke, hvorfor Kay Hagstrøm henvendte sig til netop K.K. Steincke.

Konklusion

Da Kay Hagstrøm i 1940-erne overvejende skrev pjecer om hypnose og okkulte forhold, må vi formode, at det nok er en sådan pjece, der omtales på postkortet – men vi ved det ikke med sikkerhed!

Hvorfor bad han netop K.K. Steincke skrive forord plus kommentere indholdet? Kendte de hinanden i forvejen? Hverken Bodil Hagstrøm eller Ina Steincke kan komme med et svar.
Har de måske mødt hinanden i politisk sammenhæng. Kay Hagstrøm som medlem af Retsforbundet, K.K. Steincke som socialdemokratisk politiker?
- eller er de stødt ind i hinanden i forbindelse med Kay Hagstrøms involvering i Åndssvageforsorgen? K.K. Steincke arbejdede i en del år idealistisk i Frederiksberg Kommune for at skaffe bedre forhold for samfundets dårligst stillede borgere.

Bodil Hagstrøm kan ikke umiddelbart give et svar. Ina Steincke mener ikke, at de har mødtes i politisk sammenhæng, ej heller i social sammenhæng. Derimod fortæller hun, at hendes farfar gennem årene, fordi han var en kendt person, skrev utallige forord og ytrede kritik af diverse skrivelser, han fik tilsendt. Emner om hypnose og okkultisme har dog nok ligget lidt for langt væk fra hans interesseområde, og derfor afslår han at kommentere pjecen, formoder hun.

Tak

En stor tak til Bodil Hagstrøm og Ina Steincke, fordi de velvilligt delte stort og småt om henholdsvis deres svigerfar og farfar,
Ligeledes tak til de frivillige kolleger på Lokalhistorisk Arkivs fredagshold for at føre mig på sporet af Kay
Hagstrøm, Steincke og ”Dokken”.