Tale
Søren Lerche holdt åbningstalen på årets festival. Foto: Grundtvigs Højskole

Søren Lerche om festival: - Et kvalitetstilbud til alle i Hillerød

Der var flere nyskabelser på programmet, da Hillerøds litteraturfestival blev afholdt 1. oktober, men ifølge Formanden for Kultur og Fritidsudvalget gik det hele op i en højere enhed

Ordet er Løs på Hillerød Bibliotek og Klaverfabrikken anno 2022 var ikke som det plejer at være. Der var gratis adgang for alle, biblioteket var åbent for offentligheden under festivalen, og så var der arrangeret en mini-festival for Hillerøds børnefamilier. Det var derfor ikke på forhånd til at sige, hvordan de mange nye tiltag ville spille sammen, men ifølge Søren Lerche, der er formand for Kultur og Fritidsudvalget, var dagen en stor succes.  

- Det er meget inspirerende, at biblioteket kan lave et så ambitiøst arrangement, som er åbent for offentligheden. Det er virkelig et kvalitetstilbud, man giver til alle Hillerøds borgere, siger Søren Lerche, der også hæftede sig ved, at der blandt gæsterne var en god blanding af borgere fra kommunen. Der var både gråhårede gæster, der brugte stok og helt små gæster med sut i munden.

- Jeg var rigtig glad over at opleve den aldersmæssige diversitet. Tit mangler vi de unge, men de var med her. De var både på scenerne og blandt publikum. Der var selvfølgelig mange unge fra Grundtvigs Højskole, men der var også unge fra Hillerød Kommune generelt.

Noget for enhver smag

Da klokken blev 11.30 var der tætpakket ved festivalens fire hovedscener, der bød på meget forskellige oplevelser. I Vandrehallen lagde Stine Askov ud med at fortælle om sin roman ”Nøjsomheden”, der vakte tydelig begejstring blandt publikum. Historien om pigen Monas opvækst i et ghettoområde i Helsingør gav publikum noget at tænke over og gav en interessant indsigt i et miljø, de fleste ikke kommer i nærheden af. Stine Askovs optræden var også en af højdepunkterne for Søren Lerche.

- Det var rigtigt interessant at opleve Stine Askov. Hun nævnte det her med, at der er nogen professioner, der ikke bliver skildret i litteraturen. Pædagoger for eksempel. I mit perspektiv et ekstremt relevant emne. Og interessant at høre en forfatter tale om, at de også har et ansvar i vores samfund, og den situation, vi står med i et velfærdssamfund, hvor der er nogen faggrupper, der er fuldstændig overset, siger formanden for Kultur og Fritidsudvalget.

Samtidig med Stine Askovs optræden i Vandrehallen havde Hillerøds Forfatterspirer indtaget scenen i Kedelhuset, hvor de skiftevis læste op af egne tekster. Stemningen var sitrende under hele seancen og oplevelsen med de aspirerende forfattere, vidnede om stor talent på den lokale litteraturscene. På Klaverfabrikkens store scene i Truckhallen væltede omtrent 200 børn og deres voksne ind til sjov og underholdende sprogkoncert med makkerparret AnneO og Karoline Sofie. 

Håber på flere festivaler i fremtiden

Årets litteraturfestival var den ottende af sin slags. Festivalen har fra begyndelsen været et samarbejde mellem flere af kommunens aktører, og det var ifølge Søren Lerche tydeligt at se.

- Det at biblioteket i løbet af otte år har kunnet formå at opbygge et tæt samarbejde med nogle centrale aktører, som nu har fået et ejerskab over festivalen og biblioteket, og ved præcis, hvad de skal, når de kommer, det er et lysende eksempel på, hvad vi er gode til i Hillerød.

Ordet er Løs var i år arrangeret i et samarbejde mellem Hillerød Bibliotek, Klaverfabrikken, Grundtvigs Højskole og Hillerød Musikskole, og er det op til Søren Lerche, så er det bestemt ikke sidste gang, at ordene bliver sluppet løs i Hillerød.

- Jeg synes virkelig, at det er fedt, at biblioteket arrangerer en litteraturfestival, og jeg håber, at det kan fortsætte. Der er i hvert fald en kæmpe ros for det, I gør, og det som i giver. Formålet er ro og fordybelse, og det er det, man får.

Ud over Stine Askov i Vandrehallen, så oplevede Søren Lerche også forfatteren Knud Romer, der blev interviewet af bibliotekar Nanna Bresson.

- Det var rigtigt dejligt at være ovre ved scenen i Truckhallen på Klaverfabrikken, som er helt anderledes end i Vandrehallen. Der så jeg Knud Romer. En god måde at afrunde dagen på. At sidde der i mørket og tage det hele ind, siger Søren Lerche og tilføjer:

- Jeg synes, det er så skønt, at der er ro på, så jeg havde tid til at snakke med mange af de mennesker, jeg mødte. Det er også en vigtig ting ved den her festival, at det ikke er så forhastet, så man også lige kan sidde og snakke med dem man møder i en halv time. For mig som formand for Kultur og Fritidsudvalget, var det en stor glæde, at jeg havde mulighed for at være tilstede hele dagen, og bare lytte. Det har en høj prioritet hos mig.