Ny medrivende fantasyoplevelse venter dig

Glæd dig til denne bog, hvis du er 9-12 år og godt kan lide Percy Jackson, William Wenton, og sågar Harry Potter.

Den 12-årige Arlo Finch flytter med sin familie til Pine Mountain i Colorado. Som spejder må han lære at klare sig alene i den vilde natur. Han får hurtigt lært det mest basale – såsom at lave tordenklap, fingerlys og at identificere overnaturlige dyr. Men han får brug for at lære mere, for i de mystiske skove og mægtige bjerge, der omkranser byen, findes en skjult virkelighed, som rykker tættere og tættere på. Og det er slet ikke tilfældigt, at mørket rækker ud efter netop Arlo Finch … 

Historien er både rørende, medrivende, humoristisk, men også dramatisk og uhyggelig.

Bogen er første del af en helt ny serie. Forfatteren John August arbejder nu på andet bind, som er planlagt til udgivelse i USA i 2019, og bind tre følger i 2020. John August er ellers kendt som manuskriptforfatter til flere Tim Burton film som for eksempel ”Charlie og chokoladefabrikken”, ”Big Fish” og ”Corpse Bride”.

Foto: Arlo Finch i flammernes dal. Forlag: Alvilda
Foto: Arlo Finch i flammernes dal. Forlag: Alvilda
12.10.18