Find foråret: Hyggelig idé til at komme ud i naturen

20.03.24
Frem til 31. maj kan du hjælpe forskerne med at holde øje med foråret

Hvornår springer bøgen ud? Hvornår ser du årets første svale? Blomstrer hylden tidligere, end den plejer? Og hvornår vågner pindsvinet fra sit vinterhi?

Nu kan du hjælpe forskerne med at blive klogere på foråret i naturen, når vi skal udforske hvor og hvornår forskellige forårstegn viser sig i naturen.

Vi skal ud og lede efter 20 forårstegn, som kan findes over det meste af landet. Og de kan vise sig mange steder; kig for eksempel i parken, på skovtur, i din have eller i baggården.

På Statens Naturhistoriske Museums hjemmeside kan du se hvilke 20 forårstegn, du skal lede efter.

Hvorfor skal vi lede?

Når klimaet ændrer sig, så påvirker det også hvornår forskellige arter er aktive i naturen. Det kaldes i fagsprog for arternes fænologi, og det er vigtigt løbende at indsamle viden om.

Alle arter i naturen er afhængige af hinanden, og derfor er det vigtigt, at de er aktive på det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt. For eksempel skal de insekter som bestøver blomsterne være aktive, når blomsterne springer ud.

Vi kan se, at fænologien for forskellige arter har ændret sig i løbet af de seneste 25 år, og det kan skubbe til balancen i naturen. Derfor er det vigtigt, at vi indsamler viden om, hvordan klimaændringer påvirker de forskellige arter, så vi bedre kan beskytte dem.

De første forårstegn kan ses i februar/marts og de sidste tegn kan ses i april/maj. Se alle de 20 forårstegn her: www.findforaaret.dk

Foråret er fantastisk og vi håber, at du vil hjælpe med at udforske det.

Sådan deltager du

  1. Opret en bruger på Arter.dk eller hent appen Arter - indberetning til iPhone eller Android
  2. Tag ud og led efter de 20 forårstegn
  3. Registrerer din observation i appen

Hvem står bag?

Find Foråret er et samarbejde mellem Danmarks Naturhistoriske Museer. Projektet er støttet af 15. Juni Fonden.

Du kan læse mere om det på Statens Naturhistoriske Museums hjemmeside, hvor du også kan printe fine plakater og bingoplader til en tur hyggelig tur i naturen.

God tur ud i det spirende forår!