En lille bogsnak

Jeg har sat mine kære kollegaer i stævne til en lille snak om bøger; bøger som de syntes fortjener at få lidt opmærksomhed. Og idag er det Sara og Sonne der mødes.

Efter at de to bibliotekarer har sat sig til rette foran pejsen, lægger Sara ud: "Nå, men jeg har valgt den her børnebilledbog af Ryan T. Higgins, der hedder Man må ikke spise sine klassekammarater." Vi griner af den lidt uortodokse titel. Sara fortæller at det er en sjov og sød billedbog om Rita som skal starte i skole, men er nervøs for om hun får nogen venner. Der er nemlig lige det, at Rita er en dinosaur der har det med at komme til at spise sine kammerater lidt! (Hun spytter dem heldigvis ud igen). "Jeg elsker bare det sted i bogen, hvor Rita kommer hjem og er ked af det fordi hun ingen venner har fået i skolen - og så siger hendes far bare til hende at "børn er ligesom os indeni, Rita, de smager bare bedre"!", fortæller Sara og forklarer, at bogen kommer omkring emnet skolestart og det der med at få nye venner på en fin og utraditionel måde der samtidig er underholdende for både børn og voksne.

Sonne overtager og fortæller at hun har valgt Vores skjulte evner af Caronline O´Donoghue. "Det er en bog indenfor genren magisk realisme, hvilket jeg er vild med, da jeg elsker alt det med magi og evner. Men bogen gør det bare mere relaterbart og sådan er det jo ikke altid med fx fantasybøger, hvor man ofte skal forstå en hel ny verden." Sonne fortsætter: "man skal nok være omkring de 13, før man kan læse den."Hun forklarer at bogen berører emner som venskab og identitet. "Men selvom den tager fat på store og vigtige emner, så bliver den bare stadig ved med at være spændende. Jeg prøver jo også selv at lære og lægge tarotkort, så det er fedt at læse om en hovedperson der opdager at hun har taltent for det."

"Det er da egentligt meget sjovt at vi begge lige har valgt nogen bøger, der handler om venskab", siger Sara og Sonne smiler. "Ja, men i min er der altså bare ikke nogen, der bliver spist"!

Materialer