Kamilla Hega Holst
Kamilla Hega Holst

Foruroligende, barsk og intens roman

Kamilla Hega Holst slog fortjent igennem med den fine roman På træk. Du kan opleve Kamilla fortælle om sit forfatterskab på Hillerød Bibliotek tirsdag d. 7. november.

Kamilla Hega Holst har en helt særlig stil. Noget uregerligt, noget destruktivt og en særlig evne til at skrive om det, der kan gøre allermest ondt. Romanen ' På træk' er på samme måde en roman, der er smertefuld at læse. Den behandler flere tabuer, bl.a. når økonomi glider ind i kærlighedsrelationen, når vi bliver tiltrukket af dem 'vi ikke må blive tiltrukket af', eller når det at få børn ikke kun er en dans på roser. Alt sammen tematikker ingen ønsker ind i sit parforhold, men som alligevel alle er genkendelige for de fleste.

To spor i romanen
'På træk' følger to spor. Et nutidsspor, der foregår i Thailand, nærmere betegnet sexindustriens hovedstad Pattaya, og et fortidsspor der foregår over 7-8 år og dermed er med til at fortælle, hvorfor hovedpersonen, en 38-årig kvinde, er endt i Thailand.
Kaya er gift med Carsten, og de har to børn. Hun læser på universitetet og skriver bøger, han tjener pengene. De lever ’det gode liv’, men bag idyllen og parmiddagene gemmer konflikterne sig. For deres liv lever ikke op til drømmen om den perfekte familie. Kaya har mere end svært ved at finde ro i tosomheden, og hun oplever, at kærligheden til Carsten langsomt smuldrer, og hun er hverken den fødte husmor eller hustru. Hun har en affære med Carstens bedste ven men overhales indenom, da Carsten fortæller, at han agter at flytte, fordi han har forelsket sig i en anden. Fraskilt og helt kørt helt af sporet, på mange måder følelsesmæssigt forkrøblet og ude af stand til at tage sig af børnene og sig selv, forlader hun Danmark for at tage på rekreation i Thailand. Der bor hendes morfar – en pensioneret luftkaptajn sammen med sin thailandske husholderske.

En personlig historie
Kamilla Hega Holst har fortalt, at historien ligger meget tæt op af hendes egen historie. Hun er også fraskilt, har også to børn, og hendes morfar lever også i Thailand sammen med en thailandsk kvinde. At romanen ligger så tæt på egen historie gør, at den læses, som om det er bekendelseslitteratur eller autofiktion. Men samtidig giver det en særegen autencitet. Der er noget på spil, hvilket gør romanen ekstra brutal at læse. Den bliver et sindsbillede på vor tid, hvor alt på de sociale medier bliver fremstillet rosenrødt, med rene glade børn, festlige parmiddage og de skinnende rene cupcake-hjem. Her er der en forfatter, der viser alt det grimme og genkendelige.

Kamilla Hega Holst er en spændende ny kvindestemme. Hun er på mange måder unik i sin ekstreme skrivestil, et på alle måder udfordrende bekendtskab, der river og flår i skyldfølelse, moderskab, svigt, kærlighed og sorg. Man kan kun håbe, at hun nu er brudt igennem den litterære lydmur og får et stort publikum.

Oplev Kamilla live
Du kan opleve Kamilla Hega Holst på Hillerød Bibliotek tirsdag d. 7. november kl. 17, hvor hun fortæller om sit forfatterskab i samtale med bibliotekets litteraturformidler. Køb billet her.

Hvis du selv er udgivet eller aspirerende forfatter kan du også deltage i den efterfølgende masterclass om skrivekunst, hvor Kamilla giver et dybere indblik i, hvordan hun arbejder. Masterclassen er gratis. Tilmelding på thti@hillerod.dk  

Anmeldelse oprindeligt skrevet af Marianne Träff, Litteratursiden.dk

Materialer