Jacob Refstrup Hansen og Per Gether Lauritzen

Vilde med film

Bibliotekarerne Jacob Refstrup Hansen og Per Gether Lauritzen er vilde med film, og elsker at tale med andre om film, derfor har de skabt Hillerød Biblioteks filmklub ”Film i Stemningen”

Om du nyder dem i biografen flankeret af røde velour-gardiner, bløde sæder og knitrende bland-selv slikposer eller med varme popcorn direkte fra gryden, omslynget af din dyne foran fjernsynet derhjemme, så kan film noget helt særligt.

Det synes Hillerød Bibliotekernes største filmnørder Jacob Refstrup Hansen og Per Gether Lauritzen i hvert fald.

- Jeg har i mange år gerne ville starte en filmklub på biblioteket, fordi jeg synes, der kan opstå et rigtig godt fælleskab omkring film. Måske også et sted, hvor der kunne komme nogen, som måske ikke normalt kommer på biblioteket. Det er et godt fællesskab, fordi en film er noget, som de fleste relativt let kan tilgå. Man skal bare sætte sig ned og se den, og så bliver man typisk ramt af en eller anden stemning. Det er det samme med en bog, men det er lidt mindre krævende, og mit håb er så, at det er lettere at få folk til at tale om deres holdning til filmen, siger Per Gether Lauritzen.

Han understreger, at udgangspunktet ikke er en alt for teknisk tung filmklub, hvor de bliver en konkurrence på store bevingede ord.

- Det er meget vigtigt for os, at alle føler sig velkomne, siger Per Gether Lauritzen.

Forskelligheden er interessant

For både Per og Jacob er det netop de mange opfattelser forskellige mennesker kan have af den samme film, der er interessante.

- Den samme film kan vække vidt forskellige følelser i forskellige mennesker. Nogle bliver rørt, andre er ligeglade, og synes den er dårlig. Samtalen om den forskellighed er interessant, siger Jacob Refstrup Hansen.

Per og Jacobs filmsmag ligger også ret langt fra hinanden. Per er mest til skæve dramaer.

- Jeg kan rigtig godt lide socialrealisme, skæve film og så film, der handler om venskaber. Det behøves ikke at være film, hvor der sker vildt meget. For mig handler det mere om stemningen, siger Per Gether Lauritzen.

Jacob Refstrup Hansen har altid haft en stor forkærlighed for gyserfilm.

- Jeg er vild med John Carpenter, men jeg kan også godt lide historiske film, eksempelvis om Anden Verdenskrig.

Det er endnu ikke fastlagt, hvilke film, der bliver vist, men tanken er at vise film, som man normalt måske ellers ikke ville støde på. Det vil ikke være store mainstream blockbuster-film. Næste ”Film i Stemningen” er 1. oktober klokken 16.00, hvor du kan se et Oscar-vindende komediedrama fra 2014 instrueret af Wes Anderson. I filmen følger vi livet på et legendarisk luksushotel i mellemkrigstidens Europa. Portieren Gustave H. bliver uskyldigt anklaget for mord og skal nu bevise sin uskyld.

Filmen er en overdådig visuel oplevelse krydret med fremragende skuespil fra en perlerække af stjerner som f.eks. Ralph Fiennes, Tilda Swinton, Bill Murray, Jude Law, Edward Norton og mange flere.

Det sker tirsdag d. 1/10 kl. 16-18. Gratis og uden tilmelding, men begrænset antal pladser.

Per Gether Lauritzens personlige favoritter:

Film:

  • Gøgereden
  • Smoke
  • Døde Poeters Klub
  • The Grand Budapest Hotel
  • Mig ejer ingen
  • Salmer fra køkkenet
  • Whiplash
  • Pelle Erobreren
  • Léon

Skuespillere:

  • Jack Nicholson
  • William Hurt
  • Harvey Keitel
  • Edward Norton
  • Jesper Christensen
  • Anthony Hopkins
  • Jean Reno
  • Morgan Freeman
  • Mikael Persbrandt
  • Russell Crowe

Jacob Refstrup Hansens personlige favoritter:

Film:  

  • Blade Runner
  • Jurassic Park
  • Robocop
  • American Ninja
  • Rocky
  • Big
  • Oldboy
  • Interstellar
  • Hook
  • Westworld (1973)

Skuespillere:

  • Kevin Costner
  • Harrison Ford
  • Patrick Stewart
  • Amy Adams
  • Sam Neill