Velkommen til Alexander og Mohammed

Hillerød Bibliotek forsøger sig med et nyt tiltag, som skal sørge for, at bibliotekets gæster også oplever det gode værtsskab om aftenen

Gæsterne på Hillerød Bibliotek vil i disse dage måske have lagt mærke til to nye venlige ansigter, som primært huserer mellem bogreolerne i aftentimerne. Det er vores to nye medarbejdere Mohammed Loubani og Alexander Ysbæk-Nielsen, som er tiltrådt de nyoprettede stillinger som biblioteksværter.

Alexander og Mohammed arbejder primært fra 17.00-21.30 fra torsdag til søndag i bibliotekets selvbetjente åbningstid. De er ikke ansat som bibliotekarer, men skal sørge for, at der er en god og tryg stemning på biblioteket og samtidig løse forskellige praktiske opgaver såsom bogopsætning, oprydning og lignende.

- Det er vigtigt, at alle borgere har gode oplevelser med at komme på biblioteket – også når de kommer i den selvbetjente åbningstid. Vi har blandt haft nogle snakke med nogle grupper af unge, som kommer meget på biblioteket om aftenen og i weekenden. De har efterspurgt, at der er en voksen til stede om aftenen, så nu prøver vi dette tiltag, fortæller bibliotekschef Stine Have og tilføjer:

- Vi forventer, at det vil have en tryghedsskabende og forebyggende effekt, at der er en ansat til stede på biblioteket om aftenen. Og samtidig kommer biblioteksværterne til at løfte forskellige praktiske opgaver, som kan være svære at nå i den betjente åbningstid.

Mohammed er 40 år og har en baggrund inden for servicebranchen. Desuden er har uddannet vagt. Alexander er 25 år og læser HF i Hillerød. Hans plan er at starte på at læse Psykologi om et år. Alexander har også en del erfaring fra servicebranchen.

I første omgang afprøves tiltaget frem til nytår for at få erfaringer med, hvordan det virker.