Stjerneskud og legender til Ordet er Løs 2019

Årets litteraturfestival i Hillerød får i år besøg af nogle af landets største forfattere men også en stor tilslutning af yngre stjerneskud. Du kan blandt andet opleve Helle Helle, Karen Fastrup og Jonas Eika

Kræfterne bag litteraturfestivalen Ordet er Løs har glædet sig som små børn til at kunne afsløre årets program. Bibliotekets kulturformidler, Karen Elsebeth Jensen, der har været med lige fra festivalens spæde start i 2014, fortæller, at de allerede gik i gang med at booke de første navne i januar.

- Vi har glædet os rigtig meget til at kunne fortælle om årets festival, hvor vi har arbejdet på at sammensætte et program, der giver mulighed for at møde en række af tidens store forfattere, men hvor man også gå lidt på opdagelse i lidt nyere og anderledes tendenser, siger hun.

Bruger deres eget liv
Hun og medarrangørerne fra Grundtvigs Højskole, Hillerød Musikskole og Klaverfabrikken kan i år præsentere en bred vifte af forfattere, forlæggere og musikere.

- Blandt andet kan man møde kunstnere, der sætter sig selv i spil ved at bruge deres eget liv og deres egne erfaringer. Det gør forfatter Karen Fastrup og musiker Tobias Trier. Man kan også møde forfattere, der skriver om, hvad der rører sig i samfundet, såsom Kaspar Colling Nielsen og Jonas Eika. Og så kan man møde én af Danmarks helt store nulevende forfattere, Helle Helle, som skriver om det hverdagsliv, som vi alle kender. Om de store eksistentielle temaer, men på en stille, poetisk vis, siger Karen Elsebeth Jensen.

Både Helle Helle og Jonas Eika er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2019.

Foto af Helle Helle taget af Mikkel Carl.

 

En sand legende
Karen Elsebeth Jensen er i år særligt begejstret for at kunne præsentere en af forlagsbranchens pionerer.

- Man kan møde en forlægger som Asger Schnack, som har været på scenen i mange, mange år. Han var med til at skubbe nogle af 80’er generationens digtere frem såsom Michael Strunge og Søren Ulrich Thomsen. Det er lidt legendarisk, at man har mulighed for at møde ham, fortæller hun.

Ud over de store optrædener, som foregår på biblioteket og Klaverfabrikken, er der mulighed for at høre Hillerøds unge sangskrivertalenter give den gas på deres egen scene. Man kan også nyde pauserne på en bogmesse, hvor ni små, danske forlag er tilstede med flere af deres talentfulde forfattere, der kan inspirere til nye og anderledes læseoplevelser. Man kan også opleve en udstilling i Vandrehallen hvor noget af tidens smukkeste og bedste boghåndværk vises frem. Og så er der selvfølgelig rig mulighed for at nyde lækker økologisk mad fra de lokale fødevarefællesskaber Jordnær og Salto.

Årets festival løber af stablen lørdag d. 5. oktober klokken 13.00. Billetter kan indtil 1. august købes for 100 kroner. Derefter vil de koste 125 kr. for studerende og medlemmer af biblioteksklubben og 150 kroner for andre.

Dem kan du opleve til Ordet er Løs 2019
Helle Helle, Kaspar Colling Nielsen, Karen Fastrup, Jonas Eika, Tobias Trier, Rikke Oberlin Flarup, Lars-Emil Foder, Jonas Okholm og følgende forlag:

Arkiv for detaljer, Asger Schnacks Forlag, Baggaardsbaroner, Ekbátana, Korridor, Pote Produktion, September Press, Forlaget Uro og Vild Maskine.