Øbro & Tornbjerg

Øbro & Tornbjerg hører til blandt Danmarks dygtigste krimiforfattere. Jeanette og Ole, som ægteparret også hedder, debuterede med Skrig under vand, som vandt Politikens store krimikonkurrence i 2012 og blev et af det års bestsellere.

Siden da er det blevet til yderligere fem bøger om kriminalpsykologen Katrine Wraa, der arbejder i Københavns Politis drabsafdeling, og parret har sågar vundet den prestigefyldte MARTHA-prisen for Wraa-serien.

Til Ordet er Løs mødes Øbro og Tornbjerg med den tidligere operative chef for politiets rejsehold, Hans Jørgen Bonnichsen, til en samtale om research og realisme i krimigenren og om fascinationen af menneskets mørkeste sider.

Øbro og Tornbjerg er berømte for at skrive meget virkelighedstro og gennemresearchede historier, og det er ingen tilfældighed. Langt inden de går i gang med en ny bog, begynder researchen, skriver de på deres hjemmeside.

”Når vi tager hul på en ny roman, taler vi længe om grundideen og de nye karakterer, der skal være med i historien. Vi går ret hurtigt i gang med at researche, fordi virkeligheden altid byder på overraskende detaljer, som kan være afgørende for historien.

Derefter går vi mere systematisk til værks. Vi skitserer historien på papir og sætter plotkort op på store tavler. Vi laver biografier på de nye karakterer og graver dybere i researchen. 

Når vi har formet hele historien, fordeler vi de forskellige storylines mellem os og går i gang med at skrive selve manuskriptet. Herefter fletter vi teksterne sammen for at få en fornemmelse af, hvordan de fungerer i en helhed. Handlingen er altså nogenlunde på plads, når vi begynder at skrive. Men der kan sagtens ske ændringer undervejs. Når karaktererne får krop og stemme, opstår der gerne nye ideer, og vi får øje på flere lag i dem og historien. Det kan føles som ren magi, når det sker, men det er frugten af et langt og grundigt forarbejde,” siger Øbro og Tornbjerg.

At krimiparret skal interviewes af Hans Jørgen Bonnichsen, skyldes ikke kun, at Bonnichsen er ekspert på kriminalområdet. Bonnichsen er selv forfatter til tre bøger, der hhv. handler om PET’s arbejde, om frygt og fornuft i terrorens tidsalder og om politiets afhøringsmetoder. Hans Jørgen Bonnichsen er desuden BA i Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og har tidligere hjulpet Øbro og Tornbjerg med at skrive så tæt på virkeligheden som muligt.

Læs mere her om Ordet er Løs

Jeanette Øbro & Ole Tornbjerg
Foto: Les Kaner
13.07.20