Lucia Odoom med sin mormor
Lucia Odoom med sin mormor: Foto: Privat

Lucia Odoom voksede op i Hillerød: ”Jeg boede nede på biblioteket”

Den tidligere radiovært og nuværende forfatter og kulturjournalist på avisen Politiken husker tilbage på sin barndom og ungdom i Hillerød, hvor biblioteket havde en stor betydning

For den kendte kulturjournalist og radiovært Lucia Odoom hænger mange af barndommens minder sammen med hendes mormor og deres ture ned på Hillerød Bibliotek, som dengang lå i Bakkegade.

- Jeg har helt sikkert min glæde ved at læse fra min mormor. Det med at læse, og at være grebet af fortællingen. Det var hun bare meget. Det har smittet af på mig, at hun læste uden at det var en pligt. Det var af ren lyst. For hende var det ren underholdning. Ikke noget, hun skulle blive klog af, siger Lucia Odoom og tilføjer:

- Jeg har heller aldrig brugt bøger til andet end underholdning. Jeg skal vænne mig til, at mange har samme forhold til bøger, som de har til grøntsager. Det er noget, man gør, før man får desserten.

Lucia Odoom voksede op i Hillerød Øst i det hus, som hendes morfar havde tegnet og bygget i 1974.

- Han kom hertil fra Ghana i 1960, og skulle læse til arkitekt. Han byggede så sit eget hus i Hillerød, hvor han kunne få et stykke jord. Der boede vi indtil starten af 00’erne. Det var der, jeg havde jeg min opvækst, fortæller Lucia Odoom.

Det lille hus på prærien og russiske spioner

Lucia Odoom var ikke særlig gammel, da hun begyndte at komme på biblioteket i Bakkegade med sin mormor. Som oftest gik mormoren efter en god spændingsroman, helst noget med russiske spioner. Lucia Odooms interesser lå i en helt anden boldgade.

- Jeg var meget glad for bøger om gamle dage. Jeg var besat af Marie Andersens bøger om Tudemarie, der foregår i 1880’ernes København. Jeg var også optaget af Det Lille Hus på Prærien og Anne på Grønnebakken. Jeg var i det hele taget meget optaget af kvinder i gamle dage.

Da det nye bibliotek i Christiansgade åbnede ved årtusindeskiftet boede Lucia Odoom stadig i Hillerød Øst, men kom ofte på det nye bibliotek og i Slotsarkaderne, da hun gik i skole på Marie Mørks Skole. På det tidspunkt var det dog ikke længere historierne fra den amerikanske prærie, der vakte den største interesse.

Fik sin uddannelse på biblioteket

Sammen med sine klassekammerater var der tre foretrukne steder Lucia tilbragte tiden efter skole. Det var enten McDonalds, Slotsarkaderne eller Hillerød Bibliotek.

- Jeg boede nede på det nye bibliotek. Det var virkelig stort og luksus. Det var helt fantastisk, når man godt kunne lide at nørde ting, at der kom det her store bibliotek, hvor man kunne gå ind og få tingene foræret. Det stod der bare. Jeg tror, det har formet ret meget, at jeg er blevet musikjournalist, at jeg har været så meget i musikafdelingen på Hillerød Bibliotek. Det er nok det, der mest af alt kan betegnes som min uddannelse.

- Det lyder som om, at musiksamlingen på Hillerød Bibliotek har betydet meget for dig?

- Det er helt vildt. Det er mit diplom. Det er der, jeg har fået min musikviden. Da jeg i sin tid lavede den dummy, der gav mig jobbet som vært på det Elektriske Barometer, var det baseret på al den musik, jeg havde hørt på Hillerød Bibliotek.

Som teenager begyndte musikken i det hele taget at fylde mere og mere for Lucia Odoom, der også sang i et kor i Hillerød. Senere var hun en del af DR’s Radio Pige Kor.

- Jeg var meget glad for musik, som den ultimative kilde til alting. Det betød alt for mig. At nørde det, og at være bedrevidende, siger Lucia Odoom og griner.

- Hillerød Bibliotek var et virkelig godt sted at få sin musikhistoriske kunnen på plads. Jeg var rundt i alle mulige tidsperioder. Det var et fyldestgørende musikkatalog.

Hænger stadig ud på biblioteket

Lucia Odoom flyttede hjemmefra, da hun var 19 år gammel. Hun bor i dag i København, hvor hun især er glad for Hovedbiblioteket i Krystalgade.

- Jeg elsker biblioteker, men jeg kan desværre ikke finde ud af at låne bøger, for jeg får dem aldrig afleveret. Det kan jeg desværre ikke administrere, fordi jeg er så distræt, men jeg bruger Filmstriben rigtig meget, og så hænger jeg også ret meget ud på Hovedbiblioteket i København. Jeg kan godt lide bare at gå rundt og kigge, og orientere mig.

Lucia Odoom har ikke længere noget familie tilbage i Hillerød, så hun kommer ikke så ofte tilbage til barndommens gader, men hun mindes sin tid i byen med stor glæde.

- Jeg har en stor følelsesmæssig tilknytning til Hillerød. Min barndom og ungdom med opture og nedture. Det kan jeg mærke, når jeg er tilbage. Og så er der biblioteket. Tænk sig, at kunne gå ind et sted, og så helt gratis få adgang til musik på den måde, som jeg har fået det i min opvækst, siger hun og tilføjer:

- I dag er det jo ikke noget særligt. Nu går man bare på internettet. Men dengang var det uden reklamer, og der var ikke noget marked svøbt rundt om. Det var før Spotify og alt det der. Der sådan en ekstrem uskyld i den tid. Det var stadig analogt lidt endnu. Det hele lå ikke lige ved hånden i ens telefon. Man skulle faktisk selv gøre noget for at opsøge musikken.

OM LUCIA ODOOM:

Kulturjournalist, musikanmelder og podcastvært på Politiken.

Har arbejdet derudover arbejdet som musikjournalist, radiovært på blandt andet Det Elektriske Barometer og P6 Beat og som tilrettelægger i Danmarks Radio i fem år.

Har i 2022 udgivet sin første bog. Langdigtet: "Sange fra andre rum"

Portræt
Materialer