220.000 kr. til sprogprojekt: Biblioteket skal hjælpe alle vuggestuebørn i Hillerød

Pædagoger og bibliotekarer skal i samarbejde skabe det helt rigtige tiltag for at hjælpe børnene i Hillerøds vuggestuer godt på vej med den sproglige udvikling

Børnebibliotekarerne Pia Nyberg og Sofie Funder Allermann har længe drømt om, at kunne tage på besøg hos vuggestuerne i Hillerød Kommune. Om at kunne samarbejde mere med både pædagoger og forældre, og om at give alle børn i 0-3 årsalderen i Hillerød lige adgang til bibliotekets tilbud. Den drøm bliver nu til virkelighed, da projekt ”Minisproget” netop har fået tilsagn på en samlet støtte på 220.000 kroner.

- Vi er simpelthen så glade for, at vi endelig har muligheden for at realisere projekt ”Minisproget”. Det er en stor gave til alle vuggestuebørnene i kommunen og styrken ved det her projekt er, at det kommer ud til alle vuggestuebørn i Hillerød. Det skaber et fælles grundlag for børnenes sproglige udvikling og forhold til biblioteket og bibliotekarerne, siger projektleder Sofie Funder Allermann og tilføjer:

- For at skabe en god muligheder for den sproglige udvikling hos børnene i vuggestuerne, så skal vi have alle de voksne til at samarbejde. Det handler ikke kun om pædagogerne, men også forældrene og børnebibliotekarerne. Vi håber at Minisproget vil understøtte både pædagogernes og forældrenes store arbejde med børnenes sprog.

Projekt ”Minisproget” modtog i dette forår 40.000 kroner fra Nordea Fondens Lokalpulje, hvilket betyder, at projektet nu for alvor kan komme i gang. Sofie Funder Allermann og Pia Nyberg har allerede holdt det første møde med projektgruppen, der består af pædagoger fra Hillerød Kommune samt afdeling dagtilbud i Hillerød kommune. ”Minisproget”, skal efter planen lanceres til efteråret.

Besøg og forældreposer

Minisproget består af nyudviklede ”Minisprogskufferter” som alle har et spændende tema som passer til målgruppen. Et tema kunne være ”Børnenes hverdag” eller ”Udenfor”. Alle vuggestuer får en kuffert og de vil rotere mellem institutionerne så alle for glæde af de forskellige temaer. Helt nyt er det, at børnebibliotekarerne Sofie Funder Allermann og Pia Nyberg nu vil tilbyde besøg i vuggestuerne.  Under besøget tager de sammen med pædagogerne udgangspunkt i de nye ”Minisprogskufferter”, som alle vuggestuerne i Hillerød får. I kufferterne er der bøger og legetøj, som er nøje udvalgt af projektgruppen til at understøtte børnenes sproglige udvikling

Derudover får vuggestuerne også uddelt nogle forældreposer, der indeholder bøger og legetøj om det samme tema. På den måde fortsætter børnene den sproglige udvikling, der allerede er i gang fra vuggestuen, når de kommer hjem.

- Mit håb er, at vi kommer i kontakt med nogle familier og nogle børn, som vi ikke ser på biblioteket så ofte, eller slet ikke ser på biblioteket. Og på den måde kommer de i kontakt med, bøgerne og alt det som de kan tilbyde og måske bliver de nysgerrige på at besøge os, siger Sofie Funder Allermann.

 

    Projekt minisproget har modtaget støtter fra flere forskellige puljer og fonde, der fordeler sig således:

    • Boggladpuljen, Slots- og Kulturstyrelsen: 154.500 kr.
    • Kulturpuljen, Hillerød Kommune: 27.500
    • Nordea Fondens Lokalpulje: 40.000 kr.