Nu kan børnene nominere deres yndlingsbøger til Orlaprisen 2019

06.08.19
Traditionen tro fejres børns læseglæde igen i år med Orlaprisen 2019. Læs her hvordan ungerne kan nominere deres yndlingsbøger til at vinde prisen.

Orlaprisen er de 7 til 12-åriges HELT egen bogpris. Derfor er det selvfølgelig også børnene selv, der bestemmer, hvilke bøger der skal nomineres og i sidste ende modtage Orlaprisen 2019.

For at en bog kan nomineres til Orlaprisen skal den være skrevet af en dansk forfatter i perioden juli 2017 - juli 2019.

Prisen er opkaldt efter Ole Lund Kirkegaards bybølle, Orla Frøsnapper, der har været en del af bogprisens identitet siden den blev uddelt for første gang i 2005.

Sådan norminerer børnene deres yndlingsbog
Selvom Orlprisen er børnenes bogpris, vil vi gerne bede alle jer voksne om at hjælpe ungerne med nomineringen.

Hvis DIT barn har læst en god bog, så kig forbi Hillerød eller Skævinge Bibliotek, og skriv bogen på nomineringslisten i Børnebiblioteket - så bliver den nomineret til at vinde Orlaprisen 2019. 

I kan også sætte jer sammen, og nominere via mail; send børnenes nomineringsforslag til orlaprisen@dr.dk. Skriv "Nominering Orlaprisen 2019" i emnefeltet.

På Biblo.dk kan børnene også nominere deres yndlingsbøger i Orlas Biblogruppe lige her.

Hvornår
Børnene kan nominere bøger helt frem til 13. september. De nominerede bøger offentliggøres i slutningen af september, og fra 7. oktober - 8. november kan børnene stemme på deres favoritter indenfor 5 kategorier. Vinderne offentliggøres 18. november!