Børnevalg 2022
Stemmeboks

Børnevalg på Biblioteket - Lad børnene stemme!

Af Anonym (ikke efterprøvet)
17.10.22
Landets biblioteker inviterer nu til Børnevalg 2022, for at styrke børnenes forståelse for og lyst til at deltage i demokratiet. Fra den 10.oktober til den 1.november kan børnene gå til stemmeboksene på børnebiblioteket og vælge, hvem der skal vinde årets Børnevalg.

Her på Hillerød Børnebibliotek afholder vi naturligvis også Børnevalg!  

Børnevalg er børnenes mulighed for at smage på, hvad demokrati og folkeafstemninger går ud på. Børnene skal nemlig selv gå til valg på børnebiblioteket og stemme på deres favoritkandidat fra kendte og populære børnebøger.

Mød blandt andre Star Girl, der siger ja til at følge sine drømme, Nomerne, der siger ja til at passe på hinanden og Mimbo Jimbo, der siger ja til mere fantasi. Og alle de andre seje børnekandidater med gode mærkesager! 

Litteratur, viden og demokratisk dannelse for de yngste

Om baggrunden for at afholde børnevalg, forklarer direktør i Danmarks Biblioteksforening, Michel Steen-Hansen: 

”At vi skaber børnevalg, handler om at skabe demokratisk dannelse også for de helt små. I en kommunal valgkamp er det oplagt at bruge figurer, børnene kender fra deres bøger til at formidle det der med valg til dem. Bibliotekernes væsentligste opgave er at understøtte demokratiet gennem debat og adgang til litteratur og viden. Det gælder også for børn, og børnevalget er en fantastisk måde at få afmystificeret på for de mindste” 

Og Camilla Duvald, Børnebibliotekar på Ballerup Bibliotekerne siger om valget:  

”Børnevalget læner sig op ad de samme præmisser for valget som for de voksne, og børnene får en stemmeseddel med de børnelitterære kandidater, som er præsenteret ved flotte valgplakater og slogans. Som ved andre valg skal vores små mennesker efter grundig overvejelse ind i stemmeboksen og afgive deres stemme. Valget bliver afgjort ved flertalsvalg – akkurat som ved andre valg. Børnevalget er en øvelse i demokratiet og en indsigt i folkestyret, men det er også en oplagt formidlingsform henvendt til børn, for vi inddrager legen og børneperspektivet. Vi er vilde med at arbejde med litteratur, børn og demokrati, og Børnevalget er den fulde pakke. Vi skaber livsduelige mennesker.” 

En landsdækkende succes 

Det er 4. gang der afholdes børnevalg på bibliotekerne. Sidste år i 2021 vandt Ternet Ninja en overbevisende sejr, hvor ca. 16.000 børn stemte på landets Biblioteker.

Børnevalg 2022 er igen i år arrangeret af Ballerup Bibliotekerne og Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med landets øvrige biblioteker.

Hvor, hvornår og hvordan? 

På www.børnevalg.dk bliver årets kandidater præsenteret, og samtidig åbner vi på børnebiblioteket for, at børnene kan møde op i valgboksen, og afgive deres stemme på favoritfiguren på en stemmeseddel. Børnevalget løber fra 10 oktober – 1. november, hvorefter stemmerne tælles op, og vi annoncerer herefter vinderen af valget. 

Gæt de rigtige svar og vind en god bog! 

Vi byder også på to spændende quizzer om børnevalgets kandidater: en til især de 4-8 årige, og en til især de 9-12 årige. 

Og kan I gætte de rigtige svar? Så er der en præmie på spil til hver af de heldige vindere! og vi tør godt afsløre, at den har noget at gøre med kandidaterne og en god bog... ;) Vinderne trækkes dagen efter børnevalget, og får direkte besked. 

Vi glæder os til et godt børnevalg! 

 

Materialer