Signe Gjessing. Foto: Gyldendal

Signe Gjessing

Digteren, der vil beskrive det ubeskrivelige. Signe Gjessing optræder på dette års udgave af litteraturfestivalen "Ordet er Løs"

Signe Gjessing har det drømmende blik, man ser hos fantaster eller digtere.

Nu spørger du måske, hvordan man kan tillade sig at skrive sådan om et andet menneske? Endda om et menneske, skribenten aldrig har mødt. Til dette er det i Gjessings ånd nødvendigt at svare tvetydigt.

Kan man ikke sige, at man møder et menneske, når man læser noget, de har præsenteret for verden med en ærlig intention?

Svaret er afhængigt af spørgsmålet, og piller vi blot en lille smule ved præmissen for spørgsmålet, udvides svarets mulighedsramme drastisk.

En tankegang som denne kan virke oplysende, hvis man ønsker at bevæge sig ind i Signe Gjessings univers, for her er en opdagelsesrejsende i semantikkens systemer; en digter, der arbejder med sproget som materiale. Hun synes at betragte det og spørge, ”hvordan opfører dette sprog sig, når det sættes i denne sammenhæng?” For derefter at kaste sig over en udforskning af sprogtilfældets indre logik og poetiske potentiale.

Født i 1992, student i 2012, dimittend fra Forfatterskolen og debuterende digter i 2014 har Signe Gjessing ikke spildt tiden i sin udforskning af forholdet mellem sprog og poesi, mål og mening. Fra debuten Ud i det u-løse, hvor de sproglige billeder forekommer absurde og kredser om det lille menneskes adgang til kosmos, til den svære toer Blaffende rum nænnende alt, hvor digtene kredser om det uhåndgribelige, om kærlighed, om horisonten, bevæger forfatterskabet sig som hvide sten ind i mørket. Gjessings tredje digtsamling Tractatus Philosophico-Poeticus er forfatterskabets seneste fine, hvide sten, ad hvilken digteren leder læseren væk fra hverdagens tiltrampede sti. Atter er afstanden mellem kosmos og menneske og betingelserne for væren i verden et omdrejningspunkt for den åbne læser.

Det kan være vanskeligt at tale om Signe Gjessings lyrik, fordi digtene rører ved grænserne for, hvad der kan siges. Hendes poesi fungerer som lige dele henvendelse, bevægelse og berøring. Som læser af Signe Gjessing må man hengive sig til sproget og sin intuition. Hendes digte skal ikke kun læses, de skal opleves. Man må lytte. Lade billederne og ideerne glide ind og tage det ud, man kan finde. Gjessing kan også læses (dissikeres) intellektuelt, men læseren må da berede sig på at finde svar på spørgsmål som disse: Hvordan kan dette sprog beskrive dette ubeskrivelige fænomen, og hvordan kan lyrikken sættes i bevægelse, så den i mødet med læseren skaber en tredje betydning?

For den, der kaster sig ud i sådanne undersøgelser, kan et opklarende spørgsmål præsentere sig hen ad vejen: Hvad adskiller læseren fra fantasten? Er læserens visioner en adgang til fantastens drømmeverden? Og er fantastens drømmeverden blot en læser, der ikke længere ser sin forbindelse til verdensrummet?