Pia Juul

Pia Juul

04.09.20
”Man læser selv og man tænker selv”

Det er ikke et ukendt fænomen. Og jeg er måske lidt af en ekspert i det, i hvert fald er det sket før. Jeg tog munden for fuld. Hvert år, når Hillerød Biblioteks litteraturfestival nærmer sig, kommer der en mail fra vores festivalleder, Karen. I den mail beder hun om, at vi andre skriver anbefalinger af de bøger, der er i vælten under festivalen, og også gerne portrætter af forfatterne. Jeg havde lige læst Pia Juuls seneste digtsamling, Forbi, og tænkte – ”den snupper jeg”. Og så lovede jeg kålhøgent, at jeg også lige ville skrive et portræt af Pia Juul.

Så der stod jeg. Havde det været et mareridt, havde jeg stået foran en kæmpe stor forsamling uden bukser på. For jeg vidste alt for lidt (som i ALT for lidt). Så jeg lånte flere digtsamlinger med hjem.

Stemmen

Pia Juul debuterede i 1985 og har ikke ligget på den lade side. Den første digtsamling, jeg fik fat i, er Sagde jeg, siger jeg fra 1999. Og jeg var faktisk temmelig overrasket. For den stemme, jeg hørte der, var den samme som jeg lige havde hørt i Forbi fra 2018. Digtene var ikke de samme. De sagde ikke det samme, men det var uomtvisteligt den samme stemme. Legende, humoristisk, foruroligende, gentagende. Den samme brug af noget, der ligner andres udsagn – replikker fra enten onkel Hektor eller Olga. Den samme lette, lave tærskel og den samme vilde højde til loftet. Så jeg besluttede at gå på opdagelse i Helt i skoven fra 2005. Samme stemme. Samme alvor og humor, og alligevel åbnede der sig her en ny verden. Nye digte, der tog mig på sengen, for jeg troede, jeg havde regnet det ud. Jeg tog den næste digtsamling. Og I kan selv få lov til at læse den og selv få lov til at forundres og synes det er både let og svært og fedt og…

Ud over digtsamlinger, har Pia Juul skrevet noveller og én roman. Og da jeg allerede sad i min lille skrøbelige kano af kålhøgenhed, kunne jeg jo ligeså godt fortsætte rejsen ind i et forfatterskab, der er at regne blandt de helt store i Danmark. Jeg er ikke færdig. Jeg har heldigvis stadig meget at læse. Undervejs har jeg fundet noter i den ene novellesamling fra noget, der må have været en gymnasieopgave. Bibliotekarer bryder sig ikke om, at man skriver i biblioteksbøgerne, men nogle gange er det alligevel dejligt at opdage, at andre har været her før på deres egen rejse gennem teksten.

Portrætter skriver jo ikke sig selv, og der er altid en anden, der har skrevet det hele allerede. På forfatterweb.dk ligger der et super fint portræt af Juul. Det læste jeg og følte mig ligeså meget på spanden, som jeg hele tiden havde været. Men der ligger også en video, og i den video udtaler hun: ”det smukke er, at man læser selv. Og man tænker selv”. Og jeg tror ikke det kan siges bedre.

Jeg kan ikke portrættere Pia Juul. Hvis hun gerne vil portrætteres, er der en anden, der må gøre det. Hun kommer på scenen til Ordet er løs, og lægger måske dermed selv en brik eller to i puslespillet.

Læs mere her om Ordet er Løs