Leviathan

“Leviathan” fra 1992 er en roman, der er spændende som en krimi samtidig med, at den rummer meget mere end spændingselementer. Den er bl.a. fortællingen om et mangeårigt venskab mellem to forfattere, Benjamin Sachs og Peter Aaron. Læseren introduceres til familielivet, skilsmisser og affærer, arbejdslivet som forfatter og alt det, der tilsammen udgør et menneskeliv.

Romanen foregår på flere tidsplaner. I rammefortællingen, nedskrivningstidspunktet, sidder fortælleren Peter og skriver bogen i al hast. Han forventer hvert øjeblik det skal være, at FBI vil banke på døren. Han vil nå at berette historien om sin ven, Ben, inden FBI kommer. Vi får dermed hele historien om Benjamin Sachs utrolige liv fortalt gennem Peter.  Undervejs folder en  usædvanlig historie sig ud og kontrasten mellem de to mænd står tydeligt frem. Den observerende, hårdtarbejdende familiefar Peter overfor den omkringfarende, politisk bevidste Ben. 

Romanens titel har Paul Auster lånt fra biblen og fra Thomas Hobbes filosofiske værk fra 1651. Thomas Hobbes bruger det gamle bibelske monster Leviathan som symbol for staten.

I Paul Austers roman med samme titel  går en af hovedpersonerne også i krig mod staten – i dette tilfælde USA. Først er han en ordets mand, men siden kaster han pennen og går til ulovlig aktivisme i stedet. Der er paraleller og referencer til sagen om "unabomberen" Ted Kaczynski.

Læs romanen, hvis du er til velskrevne bøger med tempo og et interessant plot. Læs også romanen, hvis du godt kan lide bøger, der reflekterer over selve det at skrive og erindre. Paul Auster har skrevet en bog, der appellerer til mange læsere.

 

Materialer