Når I besøger børnebiblioteket

Vi ved intet bedre, end når I kommer og besøger vores børnebibliotek i Hillerød og i Skævinge.

Her kan I finde lidt information, som kan gøre jeres tur ned til os let og overskuelig.

I den betjente åbningstid er der altid en børnebibliotekar til at hjælpe jer med at finde lige de bøger, I skal bruge. Arbejder I med et bestemt læreplanstema, er I velkomne til at skrive eller ringe til os inden jeres besøg. Så finder vi alt det, I skal bruge, frem til jer, så I kan bruge tiden på Børnebiblioteket i ro og mag sammen med børnene.

I kan altid kontakte børnebiblioteket på:

Tlf: 7232 5893

Mail: bibliotek@hillerod.dk

Praktisk

Både Hillerød og Skævinge Børnebibliotek er centralt placeret og har gode forbindelser til offentlig transport. På begge biblioteker er der gode muligheder for at parkere jeres ladcykler. Skulle I komme med klapvogne, er I velkomne til at tage dem med ind på bibliotekerne.

På begge børnebiblioteker må I meget gerne medbringe og spise jeres madpakker. Der er altid mulighed for at låne en klud og en kost ved børnebibliotekaren, til oprydningen efter jeres spisepause. Vi har også puslepladser og toiletter, som I kan bruge.

Skulle I have glemt en ble, er der mulighed for at købe i bibliotekets betjente åbningstid.

Kommer I inden den betjente åbningstid, kan I låse jer ind med jeres lånerkort. Se mere om oprettelse af lånerkort og alle fordelene under "Lånerkort til institutionen.”

Se bibliotekernes åbnings- og betjeningstider - klik her.

Leg på Hillerød Børnebibliotek

På Hillerød Børnebibliotek har vi indrettet vores bibliotek, så det lægger op til leg og masser af gode oplevelser blandt bøgerne.

I ”Hilberts hule” kan I gå på opdagelse i de fine eventyrlige malerier på væggene, og skabe jeres helt egen fortælling om alle de sjove figurer, I finder her. I kan også bygge tårne med vores puder eller bruge rummet til en hyggelig oplæsning.

Herinde finder I også pegebøger og bøger til de mindste børn så som Kaj, Totte og Lotte og Lille Krokodille.

I vores ”Fortællehus” vil I altid kunne opleve et spædende sjovt tema, som lægger op til rollespilslege, dialog og social aktivitet.

Fortællehuset skifter tema ca. 4 gange om året, og der vil altid være fokus på at udfordre børnenes ordforråd gennem leg og fantasi.

Skulle I ønske at låne bøger, som passer til Fortællehusets tema med hjem eller læse højt, mens I er på besøg, kan I altid spørge børnebibliotekaren efter en god anbefaling.

I kan se mere om Fortællehusets aktuelle og tidligere temaer her.

På pladsen bag børnebiblioteket finder I en sjov legeplads, hvor I kan lege lige så tosset, I vil. Der er klatrestativer i lange baner, og det er altid populært lige at brænde lidt krudt af enten inden, under eller efter jeres besøg ved os.

Leg og besøg på Skævinge Børnebibliotek

På Skævinge Børnebibliotek er der rig mulighed for at låne en masse fantastiske bøger med hjem.

Der er også en fin spiseplads, hvor I kan nyde jeres medbragte madpakker.

Her har vi også indrettet et fint legehjørne med køkken, som lægger op til leg og gode samtaler med børnene.

Der er altid åbent i BØRNEVÆRKSTEDET i Skævinge, hvor I kan farvelægge tegninger, lave lidt klippe klistre og andre kreative sysler.