Nyt fra biblioteket

Kufferten på loftet skjulte farfars historie

Da Adam Wodschow døde i 2021, fandt hans sønner Sven, Henrik og Nils en brun læderkuffert på loftet i deres barndomshjem. De havde aldrig kigget i den, men da de åbnede den, fandt de nøglen til at forstå deres egen families historie

Af Simon Schultz van Engeland

Nils og Sven Wodschow med kufferten

Den brune læderkuffert med jernbeslåede hjørner er mærket af tidens tand. Hængslerne knirker, når man åbner den. Det er ikke svært at forestille sig, at den kan have været jorden rundt et par gange, og måske er den nu er tilbage, hvor den begyndte sin rejse – i Hillerød. Kufferten tilhørte nemlig Svend Wodschow, der blev født i Hillerød i 1894. Han voksede op i Slotsgade 52 med udsigt til Frederiksborg Slot.

Alt dette vidste børnebørnene Sven, Henrik og Nils godt. Det vidste også godt, at han havde været nazist under Anden Verdenskrig, og at det var derfor han ikke kunne vende hjem til Danmark igen. De vidste, at han døde i 1967 i Tyskland, og at hans urne blev nedsat på familiegravstedet i Hillerød. Men meget mere end det, vidste de ikke. Da de åbnede den brune læderkuffert blev de derfor meget overraskede. 

”Jeg kan huske, at min far havde kufferten med hjem fra Wilhemshaven i 1967, men havde glemt alt om den. Jeg har altid tumlet med spørgsmålet om hvordan man træffer sine valg, hvad er det ”rigtige”. Her var måske nogle svar, siger Sven Wodschow.

Kufferten var fyldt med breve, som deres far og farfar havde sendt til hinanden i perioden 1950-1967, og derudover deres farfars efterladte dokumenter og notesbøger. Sven, Henrik og Nils fandt ikke kun et vindue ind til at forstå deres eget ophav, de fandt også en flig af Danmarkshistorien, som aldrig før har været fortalt. Og som nu bliver til en udstilling i Vandrehallen Kunsthal på Hillerød Bibliotek.

Nazisten og modstandsmanden
I udstillingen portrætteres Svend og Adam Wodschow, der endte med at stå på hver sin side under Anden Verdenskrig. Svend var nazist og Adam modstandsmand. På trods af risikoen og den åbenlyse konflikt mellem far og søn mødtes de stadig. De delte en forståelse af, at politik var politik, og at blodets bånd var stærkere end den krig, der splittede så mange familier ad.

Efter krigen blev de dog alligevel adskilt. Svend Wodschow blev i august 1944 interneret i en fransk krigsfangelejr i Nordafrika, hvor han opholdt sig frem til foråret 1947.

Men Svend Wodschow kunne ikke vende tilbage til Danmark og bosætte sig tæt på familien. I hvert fald ikke uden store omkostninger, da han uden tvivl ville være blevet retsforfulgt som landssviger. Han bosatte sig derfor i Wilhelmshaven i VestTyskland. Adam og Svend holdt dog kontakten ved lige gennem alle årene, og han nåede at møde sine børnebørn, Sven, Henrik og Nils.

I et brev til Svend dateret 17. oktober 1951 sætter Adam ord på den svære situation: 

”Kære far. Vore tanker og vore bedste ønsker om et godt år fremover for dig skal du i dag have, hvor du så end befinder dig (…) Mangt og meget er unægtelig sket siden vore sidste breve, og fremtiden tegner sig måske ikke altid for lys, men livet skal jo leves, og vi må glæde os over de gode stunder, vi har. Måtte du også have gode stunder, hvor du er. Mange kærlige hilsener fra Adam.”

Det sidste skriftlige vidnesbyrd, der findes fra Svend Wodschow, stammer fra en lottokupon, som han udfyldte, mens han lå på hospitalet. Kuponen er dateret til 22. april 1967, 16 dage før hans død. De sidste tal, Svend Wodschow spillede på, var sin søn Adams og svigerdatter Annas fødselsdatoer:

13-03-25 og 29-08-28

”Det gav gåsehud helt op til ørerne, en klump i halsen og tårer i øjnene, da Sven viste mig det. Det har i det hele taget været en stærk oplevelse at læse og transskribere farfars breve. Det har givet fred i sjælen,” siger Nils Wodschow.

Udstillingen ”Familier i krig” åbner 24. juni klokken 15.00. Den kan opleves i Vandrehallen Kunsthal frem til 7. september.

Svend Wodschows lottokupon
Svend Wodschows lottokupon