Lokalhistorie

Hillerøds første tandlæge

Bag fotografiet af den ældre mand med lys hat, der hviler sig på en havestol mens hans hustru med stok må stå ved siden af, gemmer der sig en lille interessant lokalhistorie.

Af Lennart Weber

Wilhelmine og Baldur Christensen i en ukendt have i Hillerød.

Baldur Ingolf Christensen blev født i 1862 i Odense, og han døde i april 1944 i Hillerød. Han uddannede sig til tandlæge, og i 1889 fik han justitsministeriets tilladelse til at etablere en tandlægepraksis i Hillerød. Året efter fik han tilladelse til yderligere at drive en mindre tandlæge-filial i Frederiksværk.

Han blev i 1894 gift i Frederiksborg Slotskirke med Wilhelmine Petersen, som var født i Frederiksværk, men som i 1894 boede i Slotsgade i Hillerød.

Baldur Christensen startede oprindeligt sin tandlægevirksomhed i 1889 i Slotsgade 7, men omkring 1900 flyttede han til Torvet 7, hvor familien også boede frem til Baldur Christensen som 82-årig døde i 1944. 

Han var i flere årtier Hillerøds eneste tandlæge. I de lokale aviser kunne man ofte læse annoncer om, at ”Hillerøds tandlæge holdt ferie”, og det handlede altså om Baldur Christensen.

Tandlæge Baldur Christensen havde omkring 1900-1940 tandlægeklinik i Torvet 7 hvor han det meste af tiden var byens eneste tandlæge.
Baldur Christensen åbnede tandlægeklinik i Slotsgade 7 i 1889, hvor han boede som privat.