Lokalhistorie

Fuglekongen

Urmager og guldsmed Carl Kern-Hansen deltog aktivt i foreningslivet i Hillerød lige fra han i 1907 bosatte sig i slotsbyen. Bl.a. var han medlem af Frederiksborg og Omegns Fugleskydningsselskab, og i 1942 blev han fuglekonge. Det foregik på grund af krigen på Hotel København, og ved den efterfølgende kåring og fest er Kern-Hansen fotograferet med Slotssøen som baggrund.

Af Lennart Weber

Carl Kern-Hansen blev fuglekonge i 1942. På grund af Anden Verdenskrig blev fugleskydningskonkurrencen afviklet på Hotel København.

Det vides ikke præcis hvornår Carl Kern-Hansen blev medlem af Frederiksborg og Omegns Fugleskydningsselskab, men interessen må han have haft lige fra ankomsten til Hillerød. I hvert fald er der fundet et fotografi af optoget til fugleskydningen, som passerer Torvet i Hillerød, og det kan dateres til 1906-1907 hvor Bankbygningen endnu ikke var opført. Carl Kern-Hansen besøgte Hillerød i 1906 og i 1907 flyttede han til byen hvor han i en periode boede på Postgården på Torvet. Bygningen, der ses på fotografiet, blev revet ned i 1907-1908, hvor han i stedet fik bygget Bankbygningen.

Skydebane ved Tyvekrogen

Carl Kern-Hansen har optaget flere fotografier fra fugleskydningsselskabets arrangementer. Selskabet blev etableret i 1899, og i starten havde man skydeplads ved Holmegården i Hillerød Øst. Senere flyttede man til Tyvekrogen, der lå for enden af Elmegårds Alle, hvor skydebanen lå i flere årtier frem til 1946. Da Elmegårdskvarteret i 1960’erne blev udstykket til boliger, hed den sidste vej i området Tyvekrogen, men folk ville ikke bo på en vej med det navn, så vejen blev omdøbt til Løvspringet.

Carl Kern-Hansen var også medlem af Frimurerlogen og Hillerød Industri- og Håndværkerforening. Desuden stiftede han en læseforening, der blev startet på Torvet og senere flyttede til Sønder Jernbanevej.

Carl Kern-Hansens foto af fugleskydningsselskabets optog på Torvet i 1906 eller 1907. Bemærk de fire drenge, der bærer fuglen i fronten af optoget.
Indtil 1946 blev fugleskydningskonkurrencerne afviklet i Tyvekrogen ved Elmegårds Alle, og fotografiet her er formentlig fra et af disse arrangementer.
Det krævede fuld koncentration når Hillerøds borgere konkurrerede i fugleskydningsselskabet.
Her ses et af Carl Kern-Hansens fotografier fra en skydebane, som formentlig er den, som Hillerød Skytteforening benyttede.