Fra to til en kommune: Sammenlægningen af Hillerød
Indtil 1966 var Hillerød by delt i to kommuner med særprægede grænser, der indlysende skabte problemer. Hillerød Købstadskommune var stort set omkranset af Frederiksborg Slotssogn – nærmest som Frederiksberg kommune stadig er det i Københavns Kommune.
Af Lennart Weber
I de gamle Hillerødbøger kan man mange steder læse, at Hillerød følte sig indeklemt. Købstadskommunen manglede jord til udvidelse.
Det er i sig selv overraskende, fordi Hillerød havde indlysende muligheder for udvidelse i forhold til østbyen, men man udnyttede ikke mulighederne før efter Anden Verdenskrig.
En af de besynderlige grænsedragninger omfattede Slotssøen og Frederiksborg Slot, der indtil 1966 var en del af Frederiksborg Slotssogn. En anden besynderlig grænsedragning medførte, at børn fra Møllebakken og Granbakken i Hillerød Øst skulle gå i skole på Hillerødsholmskolen.
Hillerød havde dermed en markant åbning mod øst, og man kan undre sig over, at denne mulighed først blev brugt efter 100 år. Først da man under Anden Verdenskrig åbnede Frederiksborg Amts Centralsygehus begyndte der at ske noget. Men i forbløffende langsomt tempo. Sygehuset åbnede i 1943, der begyndte at blive bygget boliger i nabolaget, men først 30-40 år efter sygehusets åbning kom der for alvor gang i boligbyggeriet i Hillerød øst.
Kig på fortovet
Den besynderlige grænsedragning, som embedsmænd i København havde skabt omkring 1840, har bidraget til mange lokale historier. Ældre Hillerødborgere har fortalt historien om Hillerøds fortove. I købstaden blev der lagt fliser, mens man i Frederiksborg Slotssogn brugte asfalt.
Denne morsomme vandrehistorie kan man stadig møde i slotsbyen, og det vil nok overraske mange.
Forskellen kan stadig ses på den vestlige del af Jespervej. Det handler om strækningen fra svinget ved jernbanen forbi Granbakken og Møllebakken – frem til Elmegårdsalle. Indtil 1966 gik grænsen mellem de to kommuner midt på Jespervej.
Efter kommunesammenlægningen er dette lille stykke lokalhistorie blevet bevaret, og sådan bør det fortsætte for fremtiden – for at minde borgerne om spøjse detaljer i vores lokalhistorie.
