Ny læsehund på biblioteket
Har dit barn mistet læselysten? Så kan læsehunden Rita måske hjælpe med at skabe fornyet motivation og læseglæde
Af Simon Schultz van Engeland

Læsning med læsehunden Rita henvender sig til børn i 1. – 5. klasse, som har knækket læsekoden, men er udfordret og mangler motivation til at træne læsningen.
LÆSETEAM PÅ HILLERØD BIBLIOTEK: CHARLOTTE & RITA
Læseteamet på Hillerød Bibliotek består af Charlotte & Rita. Charlotte er uddannet pædagog og underviser på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole i Hillerød. Læsehunden Rita er en 10 år gammel Cavalier King Charles Spaniel - skøn, rolig og evigt glad. De glæder sig begge meget til at hygge og læse en masse gode historier.
HVAD ER EN LÆSEHUND?
En læsehund er en venlig og børneglad hund, der motiverer børn til at læse ved at lytte tålmodigt og interesseret. En læsehund er godkendt og certificeret til at arbejde på biblioteket med netop denne opgave. Du kan kende Læsehunden på det lilla tørklæde, som den skal have på, når den færdes på biblioteket.
HVORDAN KAN EN LÆSEHUND HJÆLPE?
En læsehund hverken dømmer eller retter på barnet, men tilbyder ro og nærvær, der skaber tryghed og tillid hos barnet. En læsehund er med til at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse, og resultatet er øget læselyst og selvtillid.
HVAD KOSTER DET?
Det er gratis at modtage hjælp fra en læsehund. Læsehunden og dens ejer arbejder frivilligt, og det er gratis for alle parter at deltage.
HVOR FOREGÅR DET?
Læsningen foregår i Stemningen på Hillerød Bibliotek, Christiansgade 1, 3400 Hillerød.
HVORNÅR FOREGÅR DET?
En læsestund varer 30-45 min. Tidspunktet for den ugentlige læsestund aftales med læsehundens ejer. Dit barn læser højt for læsehunden i 20-30 min. og herefter hygger vi. Læseforløbet varer typisk 6 uger og barnet får et diplom, når forløbet er slut.
HVORDAN TILMELDER DU DIT BARN?
Hvis dit barn gerne vil læse sammen med Rita, så skriv direkte til frivilligkoordinatoren i din region: sjaelland.laesehunde@socialtansvar.dk I mailen skal du skrive følgende: barnets navn, alder og bopælskommune.
VIL DU VIDE MERE?
Læsehunde er en indsats under Fonden for Socialt Ansvar, som certificerer læsehunde til biblioteker i Danmark. Læsehunde blev stiftet i 2014 af en gruppe fagpersoner indenfor bibliotek, læsevejledning og hundetræning.
Du kan læse mere om læsehunde på https://socialtansvar.dk/indsats/laesehunde/
Du er også velkommen til at kontakte Naja Bjørn Skou, Hillerød Bibliotekerne på mail: nbs@hillerod.dk