Inspiration

Skal dit barn starte i skole? Børnebibliotekar Lykke anbefaler de bedste bøger om skolestart

Skolestart er en stor milepæl i et barns liv. En tid fyldt med forventning, nysgerrighed og glæde – men også med spørgsmål, usikkerhed og sommerfugle i maven.

Af Lykke Winther

Britt og Lykke er klar til første skoledag

Bøger om skolestart, som børn kan spejle sig i

Selvom børnehaven arbejder med at bygge bro til skolen, kan det stadig være rart at have et fælles udgangspunkt for at tale om alt det nye, der venter. Skolestartsbøger giver mulighed for at tale om de tanker og følelser, som kan være svære at sætte ord på. Når man læser sammen, kan barnet spejle sig i fortællingens personer og oplevelser, og det bliver ofte lettere at tale om både glæder, bekymringer og forventninger.

Bøgerne kan med fordel læses både før og efter den første skoledag. Før skolestart kan de skabe genkendelse og give barnet et indtryk af, hvad det vil sige at begynde i skole. De kan være med til at åbne for samtaler om alt fra nye klassekammerater og lærere til madpakker, frikvarterer og det at skulle lære noget nyt.

Inspiration til gode snakke om, hvordan det er at gå i skole

Efter skolestart får bøgerne en ny funktion. Her kan de danne udgangspunkt for gode samtaler om barnets egne oplevelser. Hvad ligner det, der sker i bogen? Hvad er anderledes? Hvordan føles det at gå i skole? På den måde bliver læsningen en anledning til at dele erfaringer og sætte ord på hverdagen.

En personlig favorit

En af mine personlige favoritter er Garmanns sommer af Stian Hole. Bogen handler egentlig ikke om skolen, men om dagene lige før skolestarten – om den særlige følelse af at stå på tærsklen til noget nyt. Med sit poetiske sprog og sine smukke illustrationer indfanger den både spændingen, usikkerheden og forventningen, som mange børn (og voksne) kan genkende. For mig er det en af de fineste bøger om overgange og de store følelser, der følger med, når livet forandrer sig.

Vi hjælper med at finde bøger om skole til dit barns behov

Biblioteket har også bøger til familier, hvor overgangen til skole ser anderledes ud – for eksempel ved skoleskift eller når skolelivet er forbundet med udfordringer. Vi hjælper gerne med at finde de bøger, der passer til jeres behov.