Børn og familier

Børn kommer helt tæt på kunst og litteratur i ny udstilling

Fredag den 12. september indviede en gruppe børnehavebørn en helt særlig børnekunstudstilling i Vandrehallen Kunsthal på Hillerød Bibliotek. En indvielse på børnenes præmisser, som tog forskud på den formelle åbning samme eftermiddag.

Af Isabella Aleksandra Fuchs

En sovende spætte i en hængekøje, gigantiske regndråber, der drypper ned fra loftet, og farverige kager. Det var en sansemættet og festlig formiddag, da børn fra Børnehuset Chili fik æren af at klippe snoren og være de allerførste til at opleve udstillingen Den lille natur. 20 børn stod klar med hver sin saks, så alle kunne klippe snoren, og i fællesskab markere åbningen af kunsthallens første udstilling for børn – og samtidig den største udstilling i kunsthallens historie.  

20 børn stod klar med hver sin saks, så alle kunne klippe snoren, og i fællesskab markere åbningen af kunsthallens første udstilling for børn.

Kunst og litteratur i børnehøjde 

Udstillingen tager afsæt i kunstner Lena Nicolajsens illustrationer til børnebøgerne Den lille fest, Den lille regn og Den lille sne skrevet af Birgitte Krogsbøll. Her kan man opleve en samling af næsten hundrede kunstværker og elementer fra bøgerne, der er bragt til live i et sanseligt, taktilt og æstetisk univers. Udstillingsleder Anne Kathrine Eckardt fortæller:  

 

”På Hillerød Bibliotek har vi oplevet en markant stigning i udlånet af børnematerialer, fordi vi arbejder målrettet med at formidle litteratur på nye og taktile måder – noget vores lånere dagligt giver os positiv respons på. Med udstillingen ønsker vi at understøtte vores igangværende indsats med inddragende litteraturformidling, så børnene ikke blot er tilskuere, men får et reelt tilhørsforhold til litteraturen.”   

 

Leg, fantasi og æstetiske oplevelser  

Udstillingen strækker sig over den 70 meter lange kunsthal og inviterer børn og barnlige sjæle til at gå på opdagelse i de litterære værker. Her kan man røre ved og lege med kunsten, klæde sig ud som karakterer fra bøgerne, tage et hvil i Svampelunden eller tegne sin egen regndråbe.  

Ved åbningen var det nogle glade og begejstrede børn, der mødte udstillingen for første gang. Arkan, Francisco og Mallon fra Børnehuset Chili har slået sig ned med nogle bøger i det bolsjefarvede telt og fortæller begejstret: ”Det allersjoveste er at lege med de store kager og klæde sig ud!”  

Også Nova, 4 år, var glad for at være med til åbningen: ”Det sjoveste var at høre historien om Kornblomsten Ester og synge fødselsdagssang for hende.” 

 

Udstillingens designere Anne Kathrine Eckardt og Sofie Funder Allerman, som begge er ansat på Hillerød Bibliotekerne, havde til åbningen sammensat et program, der understøttede børnenes æstetiske oplevelse på en legende og sansende måde. Der blev sunget fødselsdagssang, spist boller, læst højt – og til sidst fik børnene lov til selv at gå på opdagelse i udstillingen og tage en bid af kunsten i form af de overdådige stofkager.  

Kornblomsten Ester blev fejret af Solsikkestuen fra Børnehuset Chili. Der blev sunget fødselsdagssang, spist boller og læst højt af bogen Den lille fest.

Det var ikke kun børnene, der viste begejstring. Også pædagogerne fra Børnehuset Chili var imponeret og beæret over at være med til at åbne udstillingen. Pædagog Line Hesselhold Sinding fortæller:  

”Det er vigtigt med æstetiske oplevelser, der stimulerer børnenes fantasi. Særligt det kropslige er afgørende for børnenes engagement og indlevelse. Vi bliver ofte inspireret af bibliotekets litterære udstillinger og tager det med hjem i vores arbejde med børnene – og denne udstilling er ingen undtagelse!”  

 

Børns første møde med kunst og kultur  

Der findes mange kunst- og kulturtilbud af høj kvalitet, men de henvender sig sjældent til de allermindste. Og netop derfor er Den lille natur en helt særlig udstilling.  

Om indsatsen bag børneudstillingen fortæller bibliotekschef på Hillerød Bibliotek Stine Have:   

”Biblioteket er hverdagskultur for en stor del af befolkningen, og småbørn har ofte deres første møde med kunst og kultur netop her. Derfor mener jeg, det er vigtigt, at de allermindste prioriteres som målgruppe af kunst- og kulturoplevelser. Udstillingen er et unikt eksempel på, hvordan biblioteket giver børn denne mulighed”, siger hun og tilføjer: 

”For første gang har bibliotekets dygtige formidlere også udviklet forløb til udstillingen målrettet børn helt ned til 2-års alderen. Der er både et forløb til de yngste og et til den lidt større børn.” 

Forløbene kan bookes gratis af kommunens vuggestuer, dagplejere og børnehaver. 

Og det tyder på, at udstillingen har gjort et stort indtryk på bibliotekets mindste gæster: ”Jeg vil komme og besøge udstillingen hver dag!” udbryder én af drengene fra Børnehuset Chili, inden de vender snuden hjem til børnehaven igen.  

Udstillingen er henvendt til børn i 0-6 års alderen og kan opleves i bibliotekets normale åbningstider ind til den 18. januar 2026.