Giv dine bøger nyt liv sammen med Læs for Livet
Donér dine bøger hos Hillerød Bibliotekerne og støt op om læseglæden hos børn og unge med svære livsvilkår.
Af Isabella Aleksandra Fuchs

I samarbejde med Læs for Livet indsamler vi bøger for at styrke læseglæden hos børn og unge, der lever med svære livsvilkår. Derfor sætter vi særlig stor pris på alle de fantastiske bogdonationer, vi har modtaget i løbet af sommeren. Blandt dem er flere af tidens mest populære ungdomsbøger, i næsten ny stand, som vores kollega Matilde allerede har kastet sig begejstret over, inden de sendes videre til deres nye hjem.
Det varmer vores læsehjerter at opleve, hvor mange lokale der har lyst til at give deres bøger nyt liv - og samtidig gøre en forskel for børn og unge, der har ekstra brug for det.
Læs for Livet er en non-profit organisation, der indsamler bøger og sammensætter inspirerende mini-biblioteker til institutioner, som arbejder med udsatte børn og unge. Organisationen prioriterer allerførst døgninstitutioner som børnehjem, ungdomspensioner, opholdssteder og behandlingshjem, men støtter også dagtilbud for samme målgruppe.
På Hillerød Bibliotekerne støtter vi op om det vigtige arbejde, fordi vi tror på, at bøger og læselyst kan skabe nye perspektiver og muligheder i livet.
Vil du også være med?
Du kan aflevere børne- og ungdomsøger på vores biblioteker i Hillerød og Skævinge i de bemandede åbningstider, og så sørger vi for, at de bliver sendt trygt videre til Læs for Livet.
Bøgerne skal inspirere til læselyst og være i pæn stand. Tommelfingerreglen er, at hvis du ikke ville give bogen til et barn eller en ung, du selv kender, så skal udsatte heller ikke have den.
Læs mere om samarbejdet mellem Hillerød Bibliotekerne og Læs for Livet her.