Børn og familier

Ny børnekunstudstilling åbner i Vandrehallen Kunsthal

Oplev Lena Nicolajsens forunderlige univers, når Vandrehallen Kunsthal slår dørene op for deres allerførste børneudstilling og hidtil største udstilling i kunsthallens historie.

Af Isabella Aleksandra Fuchs

Tag på en vandring gennem naturens forunderlige verden og skærp sanserne for de små og store forvandlinger, der sker, når årstiderne skifter. Den lille natur er en sanselig og taktil udstilling, der hylder alt det finurlige og forunderlige i naturen. Her inviteres børn og barnlige sjæle til at gå på opdagelse blandt naturens elementer - og til at røre, se og mærke, hvordan naturen lever og forandrer sig. 

Et udvalg af de finurlige karakterer og skønne naturelementer man kan møde i bogen Den lille fest.

Venner med naturen 

Udstillingen tager afsæt i illustrationer, som kunstner og illustrator Lena Nicolajsens har tegnet og malet til børnebøgerne Den lille fest, Den lille regn og Den lille sne. Bøgerne er skrevet af Birgitte Krogsbøll. Med en samling af næsten hundrede kunstværker kommer vi helt tæt på de humoristiske og skønne skildringer af naturen. I kan blandt andet møde Kornblomsten Ester, Ruth Regnorm, Ræve-fyr, Spætten, Haremand Adelbrus og mange flere karakterer fra bøgerne. 

Kunstværkene kan opleves på flere planer, og man kan alt fra at sidde og læse i et bolsjefarvet telt magen til det fra bøgerne, gå på opdagelse i svampelunden, male sin egen regndråbe og klæde sig ud som dyr og blomster. 

 

Kunst og litteratur i børnehøjde 

Udstillingen er ikke kun en hyldest til naturen, men også til de mange fantastiske kunstnere, der illustrerer børnebøger. Kunstnere som Lena Nicolajsen bidrager med den visuelle læseglæde for børn, der endnu ikke kan læse ord selv, og for hvem den litterære oplevelse består af smukke illustrationer, som gør bøgerne til en oplevelse i sig selv. Det er samtidig Vandrehallens første børneudstilling og den arealmæssigt største udstilling i kunsthallens historie. 

Da børn udgør størstedelen af de besøgende på Hillerød Bibliotek, er de mindst lige så berettigede til at få en kunstudstilling, der taler direkte til dem - også om store emner som fremtidens klimaudfordringer. 

 

Et kærligt natursyn

Udstillingen ønsker at bringe glæde og forundring over alt det finurlige i naturen og vise, hvorfor det er så vigtigt, at vi passer på den. Det er ikke med løftet pegefinger, men i stedet en legende tilgang, hvor børnene oplever, at naturen er fyldt med nye venner, de kan lære og værne om. 

I løbet af efteråret vil der også være flere arrangementer til børn og deres voksne, der knytter sig til udstillingen og temaet 'Vi elsker natur'. I efterårsferien vil der blandt andet være et kunstværksted med Lena Nicolajsen, hvor børn inviteres til at lave deres egen naturven. 

Udstillingen kan ses fra den 12. september frem til den 18. januar 2026.

 

Alle bøgerne kan lånes her på biblioteket.

Dyk ned i Lenas vidunderlige illustrationer og forelsk jer i naturens særligheder. Måske ser I udstillingen med nye øjne næste gang, I besøger os.