Nu kan du læse og lytte lidt mindre på eReolen
Mange har fået øjnene op for bibliotekets digitale tilbud, og det er vi glade for. Men på grund af fortsat eksplosiv stigning af det digitale udlån bliver vi pr. 13 september nødt til sænke det antal månedlige lån, du har til rådighed på eReolen
Af Simon Schultz van Engeland
Hillerød Bibliotekerne skruer en smule ned for de digitale tilbud på eReolen. På grund af fortsat store stigninger i det digitale udlån er biblioteket desværre nødt til at indskrænke de digitale lånemuligheder fra 5 til 4 månedlige lån. Dette gælder for eReolen (ebøger og lydbøger).
”Normalt er vi glade, når bibliotekets udlån stiger. Det er jo fantastisk, at vi har flere og flere læseglade borgere i Hillerød Kommune, som både benytter bibliotekets fysiske og digitale materialer. Udfordringen på det digitale område er, at biblioteket betaler en afgift pr. udlån på en lang række titler. Så når det digitale udlån stiger, bliver det dyrere i modsætning til de fysiske materialer, hvor vi kan udlåne hvert materiale ubegrænset, når først det er købt,” siger bibliotekschef Stine Holmstrøm Have.
Begrænsningen er gældende fra 13. september og skyldes økonomisk pres på bibliotekets budget til digitale materialer. Det digitale udlån er steget med 12 % i perioden januar til juli svarende til næsten 7.600 flere udlånte titler og en stigning på mere end 4.000 brugere i perioden. I samme periode er det fysiske udlån steget med 3 % svarende til 5.250 flere udlånte materialer.
Husk de blå titler
Hvis du har brugt dine lån på eReolen, men slet ikke er færdig med at læse eller lytte, så prøv at kigge på det, der kaldes blå titler. Blå titler er særligt udvalgte titler på eReolen, som ikke tæller med i dine lån. Det vil altså sige, at du altid kan låne blå titler - også selvom du har opbrugt dine månedlige lån, eller selvom bibliotekets loft er nået. De blå titler er lette at finde, for de er markerede med et blåt ebogs- eller lydbogsikon.