Kommunalvalg på biblioteket: Politik, pizza og fodbold
I forbindelse med det kommende kommunalvalg inviterer Hillerød Bibliotekerne en politiker fra hvert parti til at deltage i en række formidlingsaktiviteter, som skal gøre borgerne klogere på lokalpolitik og styrke dialogen mellem politikere og borgere
Af Simon Schultz van Engeland
”Hvad kunne du godt tænke dig for fremtiden i Hillerød Kommune? Den dialog mellem borgere og politikere vil vi gerne være med til at fremme på Hillerød Bibliotekerne. En af bibliotekets kerneopgaver er at understøtte den demokratiske dannelse i kommunen, og det ansvar tager vi på os med glæde. Demokratiets grundlag er borgernes stemmer, og derfor er det afgørende, så mange som muligt kommer til orde, engagerer sig og har lyst til at gå til stemmeurnerne på valgdagen,” siger bibliotekschef Stine Holmstrøm Have.
Målet er at alle skal kunne sætte deres kryds på stemmesedlen på et oplyst grundlag, og derfor skal dialogen ikke være baseret på højtflyvende politiske teorier, men en almindelig samtale i øjenhøjde med fokus på det, der gør en forskel for den enkelte i hverdagen.
Stemmer i øst og vest
Op til kommunalvalget 2025 vil Hillerød Bibliotekerne derudover gøre en indsats for, at alle får den bedste mulighed for, at komme i dialog med deres lokalpolitikere. Derfor er der i år ikke kun planlagt valgarrangementer på hovedbiblioteket, men også i Østervang og Skævinge.
”Det skal ikke være en hindring, om man bor i centrum af Hillerød by, eller i udkanten af kommunen,” siger bibliotekschefen.
Arrangementer:
Pizza og fodbold med politikere – 21. oktober kl. 17–20 (Østervang)
Et uformelt arrangement, hvor vi indleder med en fodboldkamp mellem borgere og politikere. Efter kampen spiser vi pizza sammen og fortsætter med et vælgermøde, hvor vi taler om politik og samfundsforhold. En facilitator sikrer, at alle stemmer bliver hørt.
Samtalecafé – 27. oktober kl. 19–21.30 (Hillerød Bibliotek)
Politikerne roterer mellem samtalestationer og får korte, fokuserede samtaler med borgerne i mindre grupper. Gennem forskellige samtaleformater undersøger vi, hvordan vi sammen kan styrke den demokratiske samtale i Hillerød.
Politisk Speed Dating – 4. november klokken 17.00-19.00 (Skævinge Bibliotek)
Mød én politiker fra hvert parti til en anderledes valgdebat – i speed dating-format! Vi inviterer én politiker fra hvert parti til at deltage i en samtalecafé med borgerne. Fokus er på samtalekultur og politisk dialog.
Vi afslutter med fælles opsamling, åbne spørgsmål og en sjov politisk aktivitet.