Ikke bare et arbejde: For Alex Eisenberg var biblioteket en kampplads

Alex Eisenberg var bibliotekschef på Hillerød Bibliotek i Bakkegade fra 1976-1990. Af den årsag er han interessant for bibliotekets historie, og for Hillerøds historie. Men Alex Eisenberg er også interessant at fokusere på lige nu, fordi hans historie trækker nogle tråde til fortiden og nutiden, som er ekstremt aktuelle

Alex Eisenberg voksede op i det Tyskland, der i 1930’erne brændte bunkevis af bøger, fordi staten ville styre, hvilke bøger, tyskerne måtte læse. Som bibliotekschef i Danmark i 1980’erne kæmpede Alex Eisenberg indædt for, at Folkebiblioteket skulle tilbyde al viden til alle mennesker. Det gjorde han blandt ved at demonstrere på gaden mod indførslen af betaling for lån af musikmaterialer.

Demokratiets årti

Alex Eisenberg døde i 1996. Kun få år efter murens fald i Berlin og Ukraines løsrivelse fra Sovjetunionen. Ved Alex Eisenbergs død var der mange, der havde en tro på, at menneskeheden endelig havde kastet åget fra Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig af sig. At 1990’erne ville blive demokratiets årti. Meget pegede også i den retning. EU blev udbygget. Det samme gjorde det europæiske system for menneskeret. Rusland blev sågar medlem af Europarådet. 30 år senere virker det desværre som om, at de positive vinde, der blæste, da Alex Eisenberg døde i 1996, aldrig rigtig fik fat. 

Autoritære og totalitære styreformer vinder frem verden over – endda også i gamle europæiske demokratier. Krigen raser fortsat på ukrainsk territorium, og nye massegrave fyldes med civile ofre for krigen mellem Ukraine og Rusland. Vi lever i urolige tider, der giver mindelser om perioden omkring Anden Verdenskrig. De institutioner, der blev skabt, for at sikre, at der aldrig mere skulle komme en verdenskrig, er under pres, og nationalismen buldrer frem i flere lande. I en undersøgelse fra april 2025 foretaget af Norstat for avisen Kristeligt Dagblad konkluderes det, at den aktuelle globale uro øger interessen for Anden Verdenskrig. I en artikel sammesteds kommer historikeren Brian Traantoft Rasmussen med et bud på, hvorfor det forholder sig sådan: 

"Historikeres motto er jo, at historien aldrig gentager sig én til én, men der er meget i nutiden, som rimer på noget, vi har set før. Den måde, vi lige nu ser populismen brede sig på, den måde diktatur og militær aggression vinder frem på, har genaktiveret en nedarvet frygt. Men samtidig kan udfaldet af Anden Verdenskrig og de folk og bevægelser, der tog kampen op mod undertrykkelsen, fylde os med trøst og et håb om, at vi igen kan komme til at leve i en bedre og måske mere sikker verden." 

Det gjorde ham vanvittig

Hvis man spørger Alex Eisenbergs søn, Thomas Eisenberg, så er han ikke i tvivl om, hvad faderen ville have syntes om verden anno 2026. 

”Min far var jo også en temperamentsfuld herre. Det gjorde ham jo vanvittig. Det gjorde ham indædt rasende, når han blev konfronteret med løgne om Holocaust. Men også bare den danske politik eller verdenspolitik. Han var dybt bedrøvet over, at verden kunne opføre sig sådan. Han havde bestemt ikke kunne lide den verden, vi har i dag. Slet ikke,” fortæller Thomas Eisenberg. 

Havde man fortalt, at Alex Eisenberg, at der omkring 100 år efter bogafbrændingerne i Tyskland ville blive indført censur på landets biblioteker i USA, havde han måske ikke troet det. Det var ikke desto mindre, hvad der skete i 2021 i Texas, hvor der blev indført forbud mod 850 forskellige bøger omhandlende race og køn. Det skildres i dokumentarfilmen ”The Librarians”, der vises på Hillerød Bibliotek den 8. oktober i forbindelse med et debat-arrangement om ytringsfrihed, hvor Nina Palesa Bonde fra Tænketanken Justitia og forstander for Grundtvigs Højskole Tobias Bornakke Bramsen holder oplæg. Aftenen afvikles som en del af den årlige kampagne #ForbudteBøger, der har til formål at sætte gang i en fælles snak om censur, ytringsfrihed, demokrati.

Helt i Alex Eisenbergs ånd har mange af de amerikanske bibliotekarer nægtet at fjerne de forbudte bøger fra hylderne. På trods af chikane og trusler fortsætter de kampen for fri adgang til viden og retten til at læse, fordi det i deres øjne er afgørende for at opretholde et frit og oplyst samfund. De amerikanske bibliotekarer er på mange måder aktivister i en kamp mod censur, propaganda og tankekontrol – ligesom Alex Eisenberg også var det på sin måde. 

”Jeg tror, at min far ville have elsket, at du kalder ham en biblioteksaktivist. Det ville han helt sikkert, fordi det var sådan, han så sig selv. Altså, en aktivist. En frontkæmper, der gerne stiller sig op og bliver urimelig, men bliver det på menneskehedens vegne, så at sige. På sandhedens vegne, kunne man også sige. Det ville undre ham meget, at der er den slags censur på amerikanske biblioteker,” siger Thomas Eisenberg.

Kampen for sandheden
Alex Eisenbergs holdning til bibliotekets næsten hellige rolle som menneskets adgang til viden kom på mange måder fra hans oplevelser under Anden Verdenskrig, hvor han oplevede, hvordan nazisterne brugte løgnen som redskab i deres propaganda mod jøderne.

”Han fik en dyb aversion imod løgn helt generelt. Og en meget dyb modstand imod, at andre skulle bestemme. At nogen skulle bestemme over andre. For alt i verden skulle ingen hverken genoplive eller genopleve det, som han havde oplevet. Når han talte om ofrene fra Holocaust, så fremhævede han, at det ikke var 6 mio. ofre, men 6.000.001 ofre. For ham var det vigtigt, at det ikke var en masse, men over seks millioner individer, som mistede friheden og mistede muligheden for at bestemme over deres eget liv, da de blev indespærret og slået ihjel,” siger Thomas Eisenberg og tilføjer:

”På den måde formede det ham meget stærkt. Han fik ligesom en mission, da han kørte fra Theresienstadt i de hvide busser. At han måtte kæmpe for sandheden, retfærdigheden, ligheden og broderskabet. Og de der meget store idealer, de blev i hvert fald forstærket igennem det han havde oplevet.”

Efter Anden Verdenskrig uddannede Alex Eisenberg sig til bibliotekar, og at det blev bøgerne og biblioteket, der kom til at definere hans arbejdsliv, var ingen tilfældighed. Som 10-årig havde han med sine egne øjne set bogafbrændingerne i barndomsbyen Lepzig. Han havde set, at bøger var mere end papir og bogstaver.

”Det var ikke bare et arbejde, det var hans liv. Han fik taget sit liv fra sig i Theresienstadt, og så på mirakuløs vis fik han det givet tilbage igen, og så tænkte han, at det måtte der være en grund til. Så det var egentlig meget klart for ham. Okay, jeg overlever det her, men jeg har også en gæld til dem, jeg har efterladt. Dem skylder jeg at kæmpe videre. Så han havde egentlig en klar vision, da han kom derfra. Og så havde han drivkraften, den indre drivkraft til - som vi siger i dag – at gøre en forskel. I hvert fald til at kæmpe for, at det bliver muligt for alle at gøre en forskel,” siger Thomas Eisenberg.

Alex Eisenberg satte han selv ord på bibliotekernes betydning, da han 12. november 1984 udtalte sig til avisen Aktuelt: 

”Kultur er noget af det mest centrale i livet. Det er ganske enkelt en forudsætning for at bevare demokratiet (…) Uden oplysning er vejen mod et autoritært samfund åben. For det er jo rigtigt, at viden er magt. Derfor er blandt andet den del af kulturen som hedder biblioteker alt afgørende for samfundet, og derfor er det ikke alene chokerende, at bevillingerne til bibliotekerne ikke følger med prisudviklingen. Det er også chokerende, at der sker direkte nedskæringer. Et eksempel er patientbibliotekerne i Frederiksborg Amt, som er blevet halveret. Som sædvanlig står de svageste for skud.”

Foredrag om Alex Eisenberg den 1. oktober
Den første oktober klokken 18.30 er der foredrag på Hillerød Bibliotek om Alex Eisenberg, hvor historiker Therkel Stræde fortæller om tiden i Theresienstadt. Derudover fortæller arkivleder Simon Schultz van Engeland om Alex Eisenbergs tid som bibliotekschef, mens Jakob Erle som noget helt særligt giver et mere personligt indblik i faderens liv.