Personalets sommerlæsning: Selvbiografi om at miste alt - og finde tilbage

Det er en selvbiografi om at miste alt, men også om at finde tilbage. I bogen følger vi ægteparret Winn der begiver sig på en 1000 km vandring langs kysten i det sydvestlige England ad den til tider krævende kyststi South West Coast Path. 

Nogle gange sker der ting i vores liv, vi slet ikke havde set komme, og gulvtæppet rives fuldstændig væk under fødderne på os. Nogle gange kan vi slet ikke forstå, at vi havner i situationer, som bliver kørt så langt ud, at vi fuldstændig mister kontrollen og overblikket. Og når vi tror, at vi ikke kan komme længere ned i sølet, så sker der noget, der bekræfter, at det kan vi sagtens.  

Alt vi troede, vi skulle… vennen vi stolede på… troen på, at vi havde tiden… og at vi havde opbygget noget smukt, bærende og værdifuldt sammen, der ville vare for altid. Pludselig vælter det hele. 

Nogle gange er vi måske ikke der, hvor det er meningen vi skal være, og alt skal måske nedbrydes for at noget nyt, smukt og endnu bedre til endnu større glæde kan folde sig ud. 

Dette var hvad der skete for ægteparret Winns. De mistede alt undtagen deres voksne børn og det de kunne bære med sig i hver deres rygsæk. De blev vandrende hjemløse. Og langsomt vandrede de sig tilbage til livet, med kun meget få ugentlige indbetalinger på deres konto. 

At gå sig tilbage til livet

En utrolig gribende fortælling, der går lige i hjertet, og hvor man ikke kan andet end at blive rørt at deres mod, deres håb, deres kærlighed og deres tro på, at der er lys for enden af tunnelen, selvom de ikke ved, hvad der venter dem, når deres vandring når sidste stop. Det er også en bog der viser, at uventede døre kan åbne sig og, at hjælp nogle gange kommer fra uventede kanter.

En fantastisk bog om at gå sig tilbage til livet. En bog om at finde sig selv, hinanden og lyspunkterne i det der virker umuligt. 

Jeg har selv mærket, hvad det vil sige at begive sig på en vandring for at finde sig selv i en periode, hvor jeg var blevet væk. Men selvfølgelig slet ikke som ægteparrets Winns. Jeg kan kun tilslutte mig, at det at begive sig på vandring, kan noget. Det at begive sig afsted kun med det man bærer i sin rygsæk, et ben foran det andet i en monoton rytme, ændrer ens syn på mange ting også det der er virkeligt vigtigt for én.

Rigtig god læselyst og skøn sommer.

Pia