Inspiration

Mærk livet! Læs et digt!

I anledning af Verdens poesidag (UNESCO) får du her serveret en vifte af dejlige digte, du kan fordybe dig i - og ikke mindst en håndfuld gode grunde til hvorfor poesi værd at bruge tid på.

Af Redaktionen

Siden 1999 har UNESCO hvert år d. 21. marts sat spot på poesien for at understrege den vigtige rolle poesi har spillet gennem tiden for mennesket i alle kulturer, hvad end det har været mundtligt eller skriftligt. Samtidig belyser markeringen også den store sproglige mangfoldighed iboende i poesien.

Her på biblioteket har vi spurgt vores digtlæsende bibliotekarer og litteraturformidlere, hvorfor de elsker at læse digte. 

Poesien formår at skærpe mine sanser, den får mig til at dvæle ved øjeblikket, den vækker mine følelser, åbner rum for eftertanke og skaber billeder i mit sind. Jeg elsker at smage på ordene. Poesien sætter ord på det smukke, det smertefulde, det rørende, det ubærlige og fortæller mig om verden og mennesket og naturen.

  • Nanna, bibliotekar

Poesien var for mig i mange år en utilnærmelig og lukket litteraturform; noget jeg kendte fra danskundervisningen, hvor digte skulle gennemanalyseres og man skulle have Det Rigtige Svar på, hvad digtet handlede om. Jeg gætter på at mange kender den følelse! Nu er poesien heldigvis blevet åbnet for mig. Poesi er for mig små lommer af sansning, der både kan vække genklang i mit eget indre liv, og åbne mit perspektiv for andre menneskers indre verden. Når jeg læser poesi, mærker jeg livet. Poesi er livfuldt.      

  • Tanja, bibliotekar

Poesi virker ligesom musik for mig. Den sætter billeder på stemninger og følelser, som på forunderligvis findes i mig i forvejen. Jeg ved ikke, hvordan poesien gør det, men den finder altid hen til et sted, hvor noget står lysende klart. Ligesom når man lærer noget, og man samtidig indser, at det vidste man godt i forvejen. Poesien sætter billede på det, som ikke kan fastholdes eller forklares på almindelig vis. Prøv fx at forklare et kys eller en lyd. Poesien maler et billede, som på samme tid taler til min erfaring og åbner min fantasi.

  • Thorbjørn, litteraturformidler
Nanna, Thorbjørn og Tanja

Lyt til poesi

Poesi kan noget helt særligt, når den læses eller fremsiges højt. Forfatterens egen indlæsning forstærker ofte den tone og stemning, der er i digtene, og kan give et ekstra lag i oplevelsen af digtet. Vores bibliotekar, Julie er særligt vild med at lytte til poesi:

Jeg har for tiden en mindre fascination med digte, især digte der er læst højt af digteren selv. Da jeg finder det enormt interessant, hvordan digteren selv vælger at læse det højt, og hvordan det er anderledes i forhold til den måde, jeg læser digtene højt på. 

Jeg har her udvalgt en række af nyere danske digtsamlinger som lydbog, hvor de læses højt af digteren selv.