Besøg Villa Villekulla i Skævinge

Hende Pippi er altså ret fantastisk, og så bor hun som ingen andre. Hun har selv bestemt indretningen, og det ville det skarpe øje godt kunne se. Pippis hus er nemlig fyldt med sjove ting og skøre påfund.  

Villa Villekulla er flyttet ind i vores Fortællehus på Skævinge Børnebibliotek, og her vil I kunne møde Hr. Nilsson, bage pandekager i stakkevis og vaske gulv med skrubber på fødderne, præcis som Pippi gør det. I kan også gå på opdagelse i Pippis eget tingfindertræ, hvor Pippi har samlet alle de sjove fund, hun finder på sin vej.  

Vi glæder os meget til at se jer i Villa Villekulla!   

Om Fortællehuset 

På Skævinge Bibliotek finder I Fortællehuset, som er vores helt fantastiske hus fyldt med leg, læring og litteratur.  

Ved at skabe et univers der taler til børnenes fantasi, skaber vi også en unik sproglig legesituation, hvor børnene helt naturligt bruger nye ord inspireret af den litterære fortælling, som Fortællehuset altid læner sig op af. Fortællehuset er samtidig et socialt sted, hvor Skævinges børn har mulighed for at møde hinanden og skabe nye fællesskaber. 

Sted: Fortællehuset – Skævinge Bibliotek 
Tidspunkt: Lørdag d. 14. september – onsdag d. 20. november  
Alder: For børn og voksne i alle aldre