Læsekredse
Find et læsefællesskab, der passer dig.
Hillerød Bibliotekerne tilbyder læsekredse mandag - torsdag på forskellige tidspunkter mellem kl. 12-21. Læsekredsene mødes en gang om måneden på en fast ugedag undtagen i juni, juli og august. Det er gratis at deltage, og biblioteket stiller bøger og lokaler til rådighed.
Læseskredse for enhver smag
Nogle af læsekredsene er sammensat omkring et tema eller en genre, i andre bestemmer kredsens deltagere selv, hvad de vil læse fra sæson til sæson. Klik på ugedagene for at se de enkeltes læsekredses læseplaner og mødetidspunkter. Du kan tilmelde dig en læsekreds ved at udfylde formularen længere nede på denne side.
Tilmelding
Om at være med i en læsekreds
Læseoplevelser vokser med andre
Det er berigende at være med i en læsekreds. Du får læst bøger, som du måske ikke selv ville have valgt, og du deler læseoplevelsen med andre. En læsekreds er ikke en dansk-eksamen, men et åbent fællesskab om litteratur.
Forberedelse
Forud mødet kan det være en god idé at orientere sig lidt om både forfatter og bog. Herunder en række nyttige links, hvor du kan orientere dig om fx forfatterskaber. Nederst på siden kan du downloade "inspirations-ark", som fx kan bruges til at "åbne op" for bogen og samtalen til mødet.
- Find anmeldelser på hjemmesiden: www.bibliotek.dk.
- Find forfatteromtaler, analyser og forskillige læsetemaer på hjemmesiden: www.litteratursiden.dk
- Opslagsværk med forfatterbiografier og analyser af en lang række værker på hjemmesiden: www.forfatterweb.dk
Idéer til diskussion - skønlitteratur
Hvad for en type bog er det?
Hvor og hvornår foregår romanen?
Hvordan er steder og miljøer beskrevet? Fx foregår den i København og i et kunstermiljø?
Hvordan er sproget? Realistisk? Gammeldags? Dagligdags eller poetisk? - Er det godt eller dårligt sprog? (Giv gerne eksempler, citér fra bogen)
Bogens figurer
Hvem fortæller historien? Er det en jeg-fortæller eller alvidende fortæller? Hvad betyder det for læseoplevelsen?
Hvordan beskrives bogens personer? Hvad er deres karakteristisk?
Hvordan handler de og hvorfor? Kan man stole på karaktererne (og fortælleren)? Er de troværdige? Fx siger/tænker de at gøre eet, men gør noget helt andet uden at kommentere det?
Hvad er romanens budskab? Hvilke temaer drejer den sig om?
Forfatteren
Hvem er forfatteren? Har du læst andet af ham/hende? Vil du læse andet af ham/hende? Hvordan blev bogen modtaget af anmelderne? Er du enig/uenig med kritikken?
Personlige erfaringer
Hvad følte du under læsningen? Var der særlige steder der rørte eller irriterede dig? Kom gerne med eksempler…
Hvad var dine første tanker, da du var færdig med bogen? Vækker bogen fx minder i dig?
Hvad synes du, der er særligt godt ved romanen?
Hvad er dårligt?
Hvis du skulle anbefale bogen til en ven, hvilke ord om bogen ville du så sige til vedkommende?
Tips
En god idé er at læse anmeldelser og evt. analyser af bogen og følge med i en evt. kørende debat op til mødet. Du kan som udgangspunkt finde analyser på www.litteratursiden.dk og anmeldelser på www.bibliotek.dk. Information om forfatteren kan du finde på www.forfatterweb.dk.
Idéer til diskussion - faglitteratur
Fagbøger kan være lige så forskellige i stil og genre som romaner. Selvom fagbogen har sit udgangspunkt i virkeligheden, har hver fagbogsforfatter sin måde at fortælle sin version af (verdens)historien på.
Nedenstående guide kan være en hjælp til fagbogen og være retningsgivende under læsningen og forberedelse til diskussion til mødet. Punkterne er kun vejledende – ikke udtømmende! Sidder du inde med gode tip til at ”åbne op” for en fagbog, så del dem med de andre i gruppen.
Genre
Hvilken slags bog, drejer det sig om? Er det en biografi, en samling essays, historisk analyse, videnskabelig afhandling, populærvidenskab?
Er der er et ”mix” af genreelementerne i bogen? Hvordan kommer de til udtryk (i f.eks. særskilte kapitler)?
Tema
Hvad/hvem handler bogen om?
Hvor aktuelt og relevant er bogens (evt. historiske) tema(er) i forhold til nutiden / i dag?
Er det – eller bliver den opfattet som - kontroversiel bog? På hvilken måde?
Sprog og form
Er sproget akademisk (fx mange indforståede termer og fremmedord?
Kulørt (masser af adjektiver og beskrivelser)?
Er den ”teksttung” (fx lange sætninger og/eller kapitler)
Er bogen illustreret (hvorfor er disse illustrationer valgt frem for andre?)
Forfatteren
Hvem er forfatteren? Kendt / ukendt? Kontroversiel?
Hvilken profession har forfatteren: Er han/hun fx journalist, videnskabsmand (fx historiker eller astrofysiker, forsker (fx specialist eller ph.d. i moderne amerikansk historie) eller amatørforsker?
Hvad betyder forfatterens profession for bogen (tema, sprog, komposition, forfatterens troværdighed?)
Hvordan forholder forfatteren sig til emnet? Kritisk eller ukritisk? Objektivt (fagligt observerende og undersøgende) eller subjektivt (personligt deltagende og konkluderende)?
Hvilken holdning har forfatteren til emnet? Hvorfor tror du at han/hun har den holdning eller Hvor kommer den holdning til udtryk? Hvilket kildemateriale bruger forfatteren? Er bogen researchet godt?
Perpektivering
Er der skrevet andre bøger inde for samme tema? (Hvordan er de i forhold til denne?)
Er der nylige hændelser eller opdagelser efter at bogen er udkommet, der gør bogen/temaet endnu mere relevant eller sætter bogen/temaet i et andet perspektiv?
Fortæller bogen noget nyt, eller er det bare en ny indpakning?
Hvilke anmeldelser har bogen fået? Findes der analyser af bogen eller andre af bøger af pågældende forfatter?
Hvordan agerer forfatteren på de sociale medier (pressen, hjemmesider, Facebook osv.)
Særligt for graphic novels (se evt. filen Spørgsmål og analyse til Læsekredse) Hvordan er tegningerne? Karikerede eller realistiske? Hvad betyder farvelægningen?
Hvad mener du om bogen?
Hvad er din opfattelse af bogens tema?
Bliver du begejstret? Forarget? Hvorfor?
Har du fået noget nyt at vide? Hvad?
Hvad er din personlige opfattelse af bogen? Godt/dårlig? Dybdegående/overfladisk? Interessant/Uinteressant? Hvorfor?
Har du en særlig holdning til temaet, du gerne vil dele med andre?
Kan du anbefale bøger, der ligner?
Andet
Forlag: Kendt eller selvudgiver? Tjek evt. hjemmeside. Hvad betyder det for bogen/forfatteren?
Tips
En god idé er at læse anmeldelser og evt. analyser af bogen og følge med i en evt. kørende debat op til mødet. Du kan som udgangspunkt finde analyser på www.litteratursiden.dk og anmeldelser på www.bibliotek.dk. Objektiv information om forfatteren kan du finde på www.forfatterweb.dk (du skal være oprettet som låner på biblioteket for at kunne logge dig ind og læse hele artiklen).