Nyt fra biblioteket

Bibliotekschefen vågnede om natten: Han havde mareridt om de døde børn

Alex Eisenberg, der var bibliotekschef i Hillerød fra 1976-1990, var som ganske ung fange i nazi-ghettoen Theresienstadt, og især synet af de døde børn forfulgte ham resten af livet

Af Simon Schultz van Engeland

Alex Eisenberg. Foto: Steen Wrem

Alex Eisenberg var fra 1943-1945 indespærret i nazisternes ghetto i Theresienstadt. Han overlevede rædslerne i ghettoen, som han selv kaldte ”mørkets by”, men han blev aldrig den samme igen. 

”Han vågnede ofte om natten og havde mareridt om de døde børn i Theresienstadt,” siger Jakob Erle, der ikke voksede op sammen med faderen, men fik et nært forhold til ham senere i livet. Jakob Erle husker tilbage på mange besøg hos faderen i Hillerød. Mest i lejligheden i Hillerød Øst, men også på biblioteket i Bakkegade.

Det var således også Jakob Erle, der skrev den biografiske tekst om sin far, da der i 2024 blev nedsat en såkaldt snublesten. I den skriver han:

”De rystende oplevelser i Theresienstadt var med ham resten af livet fysisk så vel som åndeligt. Hans ene lunge fungerede ikke efter tuberkulosen. Der udviklede sig en skjult kræft, som han endte med at dø af i 1996. Fortvivlelsen over de mange grusomheder og døden for titusinder af børn var med ham hver dag.”

Noget døde i mig
Alex Eisenberg satte også selv ord på sine oplevelser, da han i 1983 skrev en kronik til avisen Aktuelt:

”Ca. 15.000 børn blev fra Theresienstadt sendt til gaskamrene i Auschwitz… 92 overlevede (…) Jeg var ligbærer en tid. Vi kørte rundt med åbne kærrer og afhentede de døde. Noget døde i mig.”

Alex Eisenberg uddybede samme år sine tanker i et undervisningshæfte om Theresienstadt, som han var en af redaktørerne bag: 

“De dødes stemmer klinger altid inde i mig: Ikke blot Theresienstadts og alle de andre lejres, men også historiens og nutidens millioner og atter millioner af stemmer, der fortæller om sult, forfølgelse, krig, udryddelse af mennesker. I mørkets by havde vi drømme om en bedre verden: om levende og trygge børn, om menneskebekræftelse. I dag oplever vi alles kamp mod alle og trussel om total udslettelse. Jeg føler bitter skuffelse, afmagt, sorg, vrede. Stemmerne giver mig styrke til at leve og yde mit bidrag til, at alle mennesker får et godt liv og en god død. Menneskene bestemmer. Der er nok til alle. Jorden er rig.”

Alex Eisenberg udgav i 1993 erindringsbogen ”Theresienstadt Elegi”, der ligesom bogen ”Enhjørning” om barndommen i Tyskland fik stor udbredelse. 

Den første oktober klokken 18.30 er der foredrag på Hillerød Bibliotek om Alex Eisenberg, hvor historiker Therkel Stræde fortæller om tiden i Theresienstadt. Derudover fortæller arkivleder Simon Schultz van Engeland om Alex Eisenbergs tid som bibliotekschef, mens Jakob Erle som noget helt særligt giver et mere personligt indblik i faderens liv. 

Fotografi fra Theresienstadt. Foto: Nationalmuseet
Børn føres ud af Auschwitz ved befrielsen i 1945. Foto: USHMM

Fakta om Theresienstadt:
Theresienstadt (tjekkisk. Terezín,) fæstningsby 60 km nord for Prag, som 1941-45 fungerede som tysk ghetto for jøder. Over 140.000 jøder førtes til Theresienstadt, hvor ca. 34.000 omkom pga. de kz-lignende forhold.

Omkring 85.000 førtes videre til dødslejren Aschwitz-Birkenau og myrdedes der; i oktober 1943 deporteredes 472 jøder fra Danmark til Theresienstadt. Ud af dem døde 51 voksne og to spædbørn, der blev født i lejren. De resterende danske jøder blev i 1945 ført hjem med de hvide busser.