Slagterhunden Ib indtager Vandrehallen ved Børnebiblioteket
Kender du Hunden Ib fra billedbøgerne af Peter Nordahl? Nu har Hunden Ib åbnet sin helt egen slagterbutik i Vandrehallen ved indgangen til børnebiblioteket!
Af Katrine Schmidt-Persson
Børnekulturformidler Hanna-Zoéy T. Tyge fortæller: “Vi vil gerne invitere til en dejlig læseoplevelse og inspirere til, at du kan låne andre bøger end dem, du plejer.”
Så kom og gå på opdagelse i et skønt (h)un(d)ivers, hvor du kan sidde i bløde stole i Café Pølsesnak og nyde en pølse fra Ib’s menukort, hvis du er hundesulten. Du kan lege med pølser og fylde en hundeskål helt til randen. Når du bliver lidt træt, kan du kravle ned i en blød hundekurv, slappe og gå på opdagelse i fantastiske billedbøger om alverdens hunde. Ib elsker at have søde børnegæster på besøg, så kom og vær med!
Udstillingen kan opleves fra 11. juni - 1. september.