Godt at vide før jeres besøg
På Hillerød og Skævinge Børnebibliotek er vilde med, når I besøger os. Der er altid masser at tage sig til på biblioteket og selvfølgelig masser af gode historier, at dykke ned i.
Her på siden finder I information om alt det, I måske vil vide inden jeres besøg på biblioteket.
Velkommen!
Praktisk for de mindste
På Hillerød og Skævinge Bibliotek er der masser af plads til de mindste børn, som både kan kravle rundt, gå på opdagelse i vores Fortællehuse og selv finde bøger der passer til netop deres alder. At få besøg af de mindste børn er meget vigtigt for os, og derfor er der på vores biblioteker puslepladser, højstole til spisetid og små kroge med mulighed for amning.
Skulle I have glemt en ble, er der på Hillerød Bibliotek mulighed for at købe i bibliotekets betjente åbningstid. Der er også altid mulighed for at købe en kop varm kaffe på biblioteket til at holde dampen oppe.
Hilberts hule
På Hillerød Børnebibliotek finder I en fantastisk hule hvor de mindste børn kan lege. Her kan I selvfølgelig møde vores drage Hilbert og alle hans venner - der er alt fra konger, prinsesser, store snegle, paddehatte, flyvende grise og ikke mindst lakridskonfekt på væggene, som er dekoreret af kunstneren Maria Lau Krogh.
I Hilberts hule er gulvet beklædt med tæppe, så det er dejligt at gå på strømpesokker i rummet. Lige uden for hulen kan I stille jeres sko, så gulvtæppet bliver ved med at være et dejligt sted at lege for de mindste børn.
Hulen er fyldt med bObles, som man kan bygge tårne med, lave forhindringsbaner eller sidde og læse på. I Hilberts hule finder I også en samling af bløde legetøjsdyr som ingen kan slå sig på. Dyrene elsker når børnene leger med dem og er rigtig glade for forhindringsbaner.
I Hilberts hule finder I selvfølgelig også bøger. Her finder I bøger i kategorien ”Småbørn”, med bøger som Totte og Lotte, Lille krokodille, Anker, Kaj, Ib og alle de andre. I finder også bøger med sider af pap, som er gode til de mindste børn.
Gamerhulen
På Hillerød børnebibliotek finder du Gamerhulen, hvor der er plads til at spille både Playstation 4 og retro Nintendo. I vores betjente åbningstid kan man altid låne populære og nye spil ved børnebibliotekaren.
Gamerhulen på Hillerød Børnebibliotek er for børn på maks. 15 år og deres voksne. Er du 16 år og derover henviser vi til voksenbiblioteket, hvor de lidt unge og voksne kan spille.
BØRNEVÆRKSTEDET
BØRNEVÆRKSTEDET er børnebibliotekets kreative rum.
Her kan børn komme forbi og arbejde ud fra et tema, der vil følge enten bibliotekets aktuelle udstillinger eller arrangementer og hvis der er en større begivenhed enten i byen eller i hele landet. Det kan også være årstiden eller en forfatters tanker og bøger, der inspirerer os til temaet i BØRNEVÆRKSTEDET og de aktiviteter, man vil kunne kaste sig over ved bordene.
Vi glæder os til at se dig :-)
Verdensmål
I BØRNEVÆRKSTEDET har vi fokus på FN’s 17 Verdensmål, og vi tænker meget over, hvordan vi kan genbruge materialer eller benytte materialer, som er bæredygtige, samt giver os mulighed for at tænke over et ansvarligt forbrug.
Madpakker
Skal I nyde jeres madpakker i Hillerød Børnebibliotek, henviser vi til vores frokostbord ved vinduespartiet. Der er altid mulighed for at låne en klud og en kost ved børnebibliotekaren til oprydningen efter jeres spisepause. Vi har også højstole til de mindste. I sommerhalvåret er I også velkomne til at nyde frokosten ude på bibliotekets legeplads eller i biblioteksparken.
Med bus eller tog
Hillerød Bibliotek
Hillerød Bibliotek ligger centralt og med god forbindelse til offentlig transport. Fra Hillerød station kan du gå til Biblioteket på ca. 15 minutter. Du kan med fordel gå på banestien hele vejen fra Hillerød Station til Hillerød Bibliotek. Der er flere buslinjer, som stopper tæt ved biblioteket. De nærmeste stoppesteder er enten: Frederiksgade eller ved Slotsarkaderne.
Kommer I med bil, kan I parkere i parkeringshuset ved Slotsarkaderne mod betaling.
Skævinge Bibliotek
Skævinge bibliotek ligger centralt lige ved siden af SuperBrugsen og Netto. Biblioteket ligger meget tæt på Skævinge station og det tager ca. 3 minutter at gå fra stationen. På stationen finder I også det nærmeste busstoppested.
Kommer I med bil, kan I parkere ved Netto eller SuperBrugsen – Husk at sætte p-skiven.
Særligt for skoler
Hillerød Bibliotek er altid fuld af liv. Ældre borgere, børneinstitutioner, studerende og andre bruger biblioteket i dagtimerne. Forbered derfor gerne jeres elever på, at de skal være opmærksomme på at vise hensyn overfor bibliotekets øvrige gæster.
Ankomst
Biblioteket åbner for betjening og dørene går automatisk op kl. 10. Oprettede lånere, over 15 år, kan lukke sig ind med egen kode fra kl. 7. Vi bestræber os altid på at stå i forhallen og byde jer velkommen, men skulle det mod forventning ikke ske, kan I melde jeres ankomst i receptionen.
Lærerens rolle
Vi sætter stor pris på, at lærere, der er med deres elever, er en aktiv del af forløbet, og at de hjælper og guider eleverne igennem sammen med underviseren. Hvordan det sker bedste muligt, så det flugter med den planlagte undervisning, vil underviseren forklare på dagen.
Lån af bøger
Tid til lån af bøger til de enkelte elever eller til klassen, er ikke lagt ind i den planlagte undervisning. I er meget velkommen til at gå på jagt efter bøger i udlånet før eller efter forløbet, men husk at sætte tid af i jeres planlægning.
Praktisk
Både Hillerød og Skævinge Børnebibliotek er centralt placeret og har gode forbindelser til offentlig transport. På begge biblioteker er der gode muligheder for at parkere jeres cykler.
På begge børnebiblioteker må I meget gerne medbringe og spise jeres madpakker. Der er altid mulighed for at låne en klud og en kost ved børnebibliotekaren til oprydningen efter jeres spisepause.
Kommer I inden den betjente åbningstid, kan I låse jer ind med jeres lånerkort.
Særligt for daginstitutioner
Vi ved intet bedre, end når I kommer og besøger vores børnebibliotek i Hillerød og i Skævinge.
Her kan I finde lidt information, som kan gøre jeres tur ned til os let og overskuelig.
I den betjente åbningstid er der altid en børnebibliotekar til at hjælpe jer med at finde lige de bøger, I skal bruge. Arbejder I med et bestemt læreplanstema, er I velkomne til at skrive eller ringe til os inden jeres besøg. Så finder vi alt det, I skal bruge, frem til jer, så I kan bruge tiden på Børnebiblioteket i ro og mag sammen med børnene.
Praktisk
Kommer I inden den betjente åbningstid, kan I låse jer ind med jeres lånerkort. Se mere her om oprettelse af lånerkort.
Leg på Hillerød Børnebibliotek
På Hillerød Børnebibliotek har vi indrettet vores bibliotek, så det lægger op til leg og masser af gode oplevelser blandt bøgerne.
I ”Hilberts hule” kan I gå på opdagelse i de fine eventyrlige malerier på væggene, og skabe jeres helt egen fortælling om alle de sjove figurer, I finder her. I kan også bygge tårne og forhindringsbaner med vores store samling af bObles eller bruge rummet til en hyggelig oplæsning.
Herinde finder I også bøger til de mindste så som Kaj, Totte og Lotte og Lille Krokodille.
I vores ”Fortællehus” vil I altid kunne opleve et spædende sjovt tema, som lægger op til rollespilslege, dialog og social aktivitet.
Fortællehuset skifter tema ca. 4 gange om året, og der vil altid være fokus på at udfordre børnenes ordforråd gennem leg og fantasi.
Skulle I ønske at låne bøger, som passer til Fortællehusets tema med hjem eller læse højt, mens I er på besøg, kan I altid spørge børnebibliotekaren efter en god anbefaling.
På pladsen bag børnebiblioteket finder I en sjov legeplads, hvor I kan lege lige så tosset, I vil. Der er klatrestativer i lange baner, og det er altid populært lige at brænde lidt krudt af enten inden, under eller efter jeres besøg ved os.
Leg og besøg på Skævinge Børnebibliotek
På Skævinge Børnebibliotek er der rig mulighed for at låne en masse fantastiske bøger med hjem.
Der er også en fin spiseplads, hvor I kan nyde jeres medbragte madpakker.
Skævinge Børnebibliotek har også sit helt eget Fortællehus, hvor børn og barnlige sjæle kan gå på opdagelse i litterære universer med fokus på kreativitet, leg og sprogstimulering.
Fortællehuset skifter tema 4 gange om året, så der er rig mulighed for ny og sjov leg.