Biblioteket fejrer fællesskab og klimahandling
I uge 17 spiser Hillerød sammen og Hillerød Bibliotekerne slår dørene op til en uge fyldt med mad, møder og mening. Biblioteket inviterer dig til at dele et måltid - og meget mere – med dem, du endnu ikke kender
Af Simon Schultz van Engeland
Hillerød Bibliotek fejrer verdensmålene i uge 17 ved at invitere alle til fællesspisning onsdag d. 22. april kl. 17.00, hvor Grundtvigs Højskole serverer god, grøn og gratis mad.
”I uge 17 er fællesspisningen lidt ud over det sædvanlige, da Søren Ejlersen, grundlægger af Aarstiderne og Haver til Maver, kommer forbi og fortæller om fermentering og klimavenlig mad, siger klimaformidler Kathrine Gjesing.
Maden er også i centrum, når Kathrine og Anne spreder flere hundrede LEGO-klodser ud i Kulturrummet om fredagen d. 24. april kl. 15-17. Til denne workshop får børn og deres forældre en række sjove og spændende udfordringer, der handler om at bygge fantasifulde løsninger til en bedre verden. Alle kan deltage og man skal bare møde op.
”I år kigger vi på verdensmålstemaerne mad, fødevarer og forbrug, så I kan godt glæde jer til, at vi skal bygge sjove madudfordringer,” siger børnekulturformidler Anne Errebo.
Klimahandledag på biblioteket
Den nationale klimahandledag ligger også i uge 17. Torsdag d. 23. april kl. 15-18 samler biblioteket derfor lokale organisationer, foreninger og ildsjæle til en dag, der kan give masser af inspiration og vise, hvad vi kan gøre mere af i vores hverdag for klimaet.
Klimahandledagen 2026 byder på et spændende og alsidigt program med mange forskellige aktiviteter for voksne og børn. Man kan både deltage i en workshop om fermentering af grøntsager, møde Repaircafé Hillerød og få hjælp og inspiration til reparationer, tøjbytte. Der er også en tombola om mad med Bedsteforældrenes Klimaaktion, kreativt værksted med Den Grønne Ungdomsbevægelse med mulighed for at dekorere sit medbragte tøj med tekstilmaling og linoleumstryk. De mindste kan så bivenlige blomster samt lave frøbomber og sætte gang i rugbrødsmotoren ved at prøve kræfter med en sjov cykelbane.
Derudover kan man også være med til fællessang og peptalk ved Søren Mark Jensen – formand for Klimarådet i Hillerød. Og hvis man trænger til lidt at styrke sig på byder biblioteket på kaffe, te, kage, boller og juice til børnene.
Arrangørerne af Klimahandledagen 2026 er Hillerøds grønne organisationer og fællesskaber: Sammen om Verdensmålene Hillerød, Bedsteforældrenes Klimaaktion Hillerød, Danmarks Naturfredningsforening Hillerød, Repair Café Hillerød, Den Grønne Ungdomsbevægelse - DGBU og Cyklistforbundet Hillerød i samarbejde med Hillerød Bibliotekerne.
Hvad er Hillerød spiser sammen?
Hillerød spiser sammen finder sted i uge 17 og sætter fokus på det enkle, men kraftfulde: At sætte sig til bords med andre. Uanset om du spiser med naboen, familien eller hele nabolaget, så batter det. Ugen byder på oplevelser på byens restauranter, fællesspisninger og så kan I selv være med ved at prøve en ny opskrift eller selv holde en lille fællesspisning, hvor du bor.
Man kan finde alle ugens arrangementer på hillerod.dk/spisersammen