Ledige stillinger

Ledige job bliver altid slået op på Jobnet, Facebook og her på hjemmesiden. Bogopsætterstillinger bliver kun slået op på hjemmesiden.

Erfaren børnebibliotekar med fokus på værtskab, materialer og småbørn til Hillerød Bibliotekerne

Icon Description

Elsker du at tale med børn? Brænder du for biblioteker, børnelitteratur og for at styrke børns læsekultur? Har du solidt materialekendskab – især til børnebøger – og erfaring med indkøb og udvikling af samlingen? Får du energi af at være på gulvet, og trives du med daglig betjening og formidling til børn? Så er du måske vores nye børnebibliotekar.

Vi søger pr. 1. oktober en erfaren børnebibliotekar til en fast stilling på 34-37 timer ugentligt. Stillingen er centreret om 1) værtskab og betjening i børnebiblioteket, 2) materialeindkøb og –samling med fokus på børn og Skævinge Bibliotek, og 3) småbørns (0-6 år) første møder med bøger og sprog. Vi leder efter en kollega med bibliotekserfaring og børnefaglig profil, som er relationsstærk, samarbejdsorienteret og initiativrig.

Om Hillerød Bibliotekerne

På Hillerød Bibliotekerne arbejder vi ud fra værtskabstanken og ser gæsterne som vores vigtigste aktiv. Service, samarbejde og udvikling er centrale værdier, og vi er ikke bange for at tænke nyt.

Vi er en ambitiøs organisation med et stærkt kollegaskab og en bredt sammensat personalegruppe med mange forskellige spidskompetencer. Vi arbejder ud fra strategien ”Hillerød Bibliotekerne for en bæredygtig fremtid”, hvor bibliotekets kerneopgave udfoldes med afsæt i principper om bæredygtighed, mangfoldighed, deltagelse og fællesskab.

Vi er stolte af at drive et levende og folkekært bibliotek med over 350.000 årlige besøgende og ca. 40 ansatte. Du får base på Hillerød Bibliotek og en ugentlig vagt i Skævinge det første år. Fra september indfører vi en ny organisering med fokus på tværgående samarbejde og styrket ledelsessparring/støtte. Du bliver en del af arbejdsfællesskaber om materialer, værtskab, småbørn og Skævinge Bibliotek.

Vi tilbyder et alsidigt job på en arbejdsplads, hvor vi gør os umage med at balancere store ambitioner med bæredygtige arbejdsforhold. Vi udviser tillid og tildeler mandat og beslutningskompetence i opgaveløsningen, så du kan bringe dine faglige kompetencer i spil. Og du får gode muligheder for fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse, herunder en 4 dages arbejdsuge hver anden uge, hvis du ønsker det. En fleksibilitet, som vi selvfølgelig forventer går begge veje.

Dit nye job

Vi søger en nysgerrig og alsidig kollega, der kan bidrage til drift og udvikling med fokus på de mindste børns læsekultur. Du får medansvar for at holde børnebiblioteket lækkert og inspirerende og styrke udlånet. Din faglighed bringes i spil i samarbejdet med kolleger med forskellige spidskompetencer bl.a. inden for kreativ udfoldelse, udstilling og undervisning. Sammen styrker I børns læseglæde, sprog og nysgerrighed.

Dine opgaver:

  • Værtskab: Medansvar for daglig betjening, vedligehold og udvikling i børnebiblioteket. Du får en central rolle i at drive og videreudvikle betjeningen, herunder medvirke til intern videndeling og kompetenceudvikling. Forvent 3-4 vagter ugentligt, herunder lukkevagt til kl. 18 samt lørdagsvagt hver 4. uge.
  • Materialer: Ansvar for indkøb af børnelitteratur (0-15 år) og deltagelse i materialegruppen, hvor I videreudvikler bibliotekets samlingsprofiler og aktiverer samlingen med løbende nye indsatser og initiativer.
  • Småbørn og dagtilbud: Deltagelse i arbejdsfællesskab med ansvar for bl.a. ”Minisproget”, barselscafé og faglige oplæg for forældre og fagpersoner.

Øvrige opgaver aftales ud fra dine kompetencer og interesser.

Om dig

Vi lægger vægt på, at du:

  • Er relationskompetent, opsøgende, i øjenhøjde med børn og trives i værtsrollen.
  • Har stærk faglighed og interesse for børnelitteratur og børns egen læsning. Viden om sprogtilegnelse og småbørn et stort plus.
  • Har erfaring med materialeindkøb eller forståelse for samlingsudvikling og nye tendenser bredt, og i særdeleshed i forhold til børnelitteratur.
  • Har en relevant videregående uddannelse og minimum 4-5 års erfaring med formidling til børn.
  • Arbejder selvstændigt, dataunderstøttet og har blik for både helhed og detaljer.
  • Har brede bibliotekariske færdigheder og er praktisk, løsningsorienteret og fleksibel.
  • Har en vindende personlighed og kan begejstre både børn og voksne.

Yderligere information

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte børnebibliotekar og TR Pia Margrethe Nyberg, pnyb@hillerod.dk, tlf. 72325853. Bibliotekschef Stine Have, sthav@hillerod.dk, tlf. 72325870 kan også kontaktes, dog kun frem til 31.7 pga. ferie. 

Vi glæder os til at modtage din ansøgning inklusive CV, eksamenspapirer og eventuelle udtalelser via Hillerød Kommunes jobportal. Ansøgningsfristen er 16. august. Samtaler afholdes på følgende datoer: 1. samtale den 20. august og 2. samtale den 26. august. 

Løn aftales efter gældende overenskomst og forhandling med den faglige organisation på dit område. I forbindelse med ansættelsen indhentes børne- og straffeattest. 

OBS: alle kandidater modtager svar, når rekrutteringsprocessen er færdig.

Søg stillingen via Hillerød Kommunes jobportal

Frivillige til Hillerød Biblioteks IT-Café søges

Icon Description

Har du lyst til at hjælpe og vejlede folk, der har lidt svært ved at bruge deres smartphone, tablet eller bærbare pc? Så vil Hillerød Bibliotek gerne høre fra dig.

Vi mangler tre-fire frivillige til vores IT-Café. Caféen er et sted, hvor alle kan komme lige fra gaden og få gratis hjælp, råd og vejledning til alskens IT-spørgsmål. Pt. er der mange spørgsmål om opsætning og brug af MitID, men overordnet er de fleste spørgsmål om funktioner og anvendelse af smartphones og tablets generelt.

Caféen har åbent hver tirsdag fra kl. 15 – 17 i perioden: februar-maj og september-november. IT-Caféens frivillige består af to hold, der mødes hhv. lige og ulige uger. Det nuværende team består af tre IT-frivillige.

Opgaven er ulønnet, men der er garanti for, at din hjælp vil blive påskønnet og værdsat af IT-Caféens gæster. Op til jul afholder biblioteket en lille juleafslutning med alle IT-Caféens frivillige, hvor I vil få overrakt en lille julegave som tak for indsatsen.

Hvis du har lyst til at være frivillig i Hillerød Biblioteks IT-Café , så send lidt tekst om dig selv til bibliotekar Jakob Poulsen: jpou@hillerod.dk. Vi afholder løbende samtaler.

Bogopsættere

Hvis du er fyldt 15 og er under 18 år, og ønsker at blive bogopsætter, skal du holde øje med denne side.

Som bogopsætter skal du have god fornemmelse for alfabetet og for decimaltal og kunne holde tungen lige i munden, når du navigerer i bibliotekets mange opstillinger og regler for, hvordan materialerne skal stå. Til gengæld får du et fritidsjob i hyggelige omgivelser med søde kolleger både blandt de andre bogopsættere og bibliotekets øvrige personale.

Som bogopsætter skal du have god fornemmelse for alfabetet og for decimaltal og kunne holde tungen lige i munden, når du navigerer i bibliotekets mange opstillinger og regler for, hvordan materialerne skal stå. Til gengæld får du et fritidsjob i hyggelige omgivelser med søde kolleger både blandt de andre bogopsættere og bibliotekets øvrige personale.

Ledige stillinger vil blive slået op her på siden.