Foto: Paulius Kontijevas
Foredrag og debat

Debat og filmvisning: Ytringsfrihed under pres

Tid
17:00 - 20:00
Pris
Standard billet: 75 DKK
Biblioteksklubmedlem: 60 DKK
Sted
Hillerød Bibliotek
Christiansgade 1,
3400 Hillerød
Vandrehallen
Hvor tit tænker du over din ret til at ytre dig? Hvordan står det til med ytringsfriheden i Danmark? Og hvordan ser det ud, når et demokrati som fx USA begynder at praktisere tankekontrol?

Ytringsfrihed er en af grundpillerne i et demokrati.  Det samme er tilgængeligheden af varieret, kritisk information med et væld af forskellige holdninger og verdensforståelser. For hvordan kan man forme sin egen mening og forståelse eller tænke kritisk, hvis man ikke mødes af forskellige synspunkter? 

Det er de central spørgsmål i dagens arrangement. Dels viser vi dokumentaren The librarians, der omhandler flere forskellige amerikanske bibliotekarer, der oplever voldsomme holdninger til, hvilke bøger, det skal være tilladt at have på hylderne. Og selvom filmen foregår i USA, og meget er sat mere på spidsen der end her, så er ser vi tendenser i samme retning her i Danmark. Inden vi ser dokumentaren, vil Nina Palesa Bonde fra Tænketanken Justitia og forstander for Grundtvigs Højskole Tobias Bornakke Bramsen gøre os klogere på nogle af de tendenser, vi kan se i Europa og Danmark og belyse de mekanismer, der kan føre til indskrænkelser af ytringsfriheden, og ikke mindst, hvad det har af konsekvenser for vores samfund. 

Efter dokumentaren er der samtale mellem publikum og Nina og Tobias.

Praktisk

Der vil være en kort pause undervejs, og mulighed for at købe drikkevarer.

 

#ForbudteBøger

Aftenen afvikles som en del af den årlige kampagne #ForbudteBøger, der har til formål at sætte gang i en fælles snak om censur, ytringsfrihed, demokrati. 

Bag kampagnen står Dansk Pen, som er en del af PEN International - en verdensomspændende, litterær organisation der promoverer bøger fra hele verden og forsvarer ytringsfriheden for skribenter af enhver art: forfattere, dramatikere, journalister, formidlere af viden, bibliotekarer, oversættere, redaktører etc. Vi ser det som en del af vores formål at forsvare retten til fri udøvelse af alle kunstneriske udtryksformer.

 

Om filmen

I en tid, hvor retten til at læse frit er blevet et politisk stridspunkt, dokumenterer den amerikanske dokumentarfilm 'The librarians', hvordan amerikanske bibliotekarer uventet er blevet de nye frontkæmpere for demokratiet og ytringsfriheden. 

I 2021 i Texas udløste Krause-listen – med 850 titler om race og LGBTQIA+ – en bølge af bogforbud, som nu breder sig over USA. Filmen følger de bibliotekarer, der nægter at bøje sig, og som på trods af chikane, trusler og lovgivning rettet mod deres arbejde fortsætter kampen for fri adgang til viden og retten til at læse – som afgørende for et frit samfund. 

Midt i stigende spændinger afslører bibliotekarerne forbindelser mellem lokale bestyrelser og mere ekstreme kræfter, der driver censurbevægelsen. Det afdækkes, hvordan kampen om bøgerne i virkeligheden handler om noget langt større: kontrollen med idéer – og dermed kontrollen med hele samfundet.