MGP-fest på Hillerød Børnebibliotek var stor succes
Vandrehallen på Hillerød Bibliotek summede af liv og fantastisk stemning, da over 100 musik- og danseglade børn og forældre gav den gas til MGP-fest i lørdags.
Af Katrine Schmidt-Persson

Lørdag aften klokken 18.30 indtog over 100 børn og forældre den røde løber på Hillerød Børnebibliotek og entrerede Vandrehallen ved at gå gennem en 5 meter lang guldglimmervæg. Vandrehallen, der med sine 6 meter til loftet, var forvandlet et MGP-paradis med diskolys og flagranker med festlige balloner.
I øjenhøjde med børnene
Emilie Helsø var med til MGP-aftenen med sine tre børn. Hun fortæller:
”Når man kommer gående ind i Vandrehallen, tænker man bare: wow, her er gjort noget ud af det. Der er virkelig feststemning med mange aktiviteter for børnene. Man kan mærke, at der virkelig er tænkt over det, så det er en fest i øjenhøjde for børnene".
Emilie kigger rundt blandt de andre forældre, hun sidder sammen med og fortsætter:
”Og så er det jo også dejligt for os voksne, at vi kan sidde sammen her og hygge. Det er en god og uformel møde at mødes på. Det er rart,” siger Emilie Helsø, mor til August på 3 år og Ingrid og Elin på 6 år.
Elin dansede rundt med sine legekammerater hele aftenen, og der var ingen tvivl om, at de hyggede sig:
”Det var rigtig godt at være her, så vi kunne se MGP sammen, og så var der popcorn”, fortæller hun.
Derfor er MGP-festen på biblioteket blevet større
Det har gennem flere år været en tradition, at Hillerød Børnebibliotek inviterer byens børnefamilier til MGP-fest, men i år havde biblioteket valgt at gå nye veje:
”MGP-fest på biblioteket er virkelig populært blandt byens børnefamilier. Det bliver altid udsolgt virkelig hurtigt, og der står mange på venteliste, som ikke får mulighed for at være med. Derfor har vi i år valgt at gøre arrangementet større, end vi plejer ved at rykke MGP-festen fra børnebiblioteket til Vandrehallen og dermed have plads til flere gæster for at imødekomme det behov, vi ved, at der er. Det har vist sig at være en rigtig god beslutning, for her har været mange mennesker!” fortæller Katrine Schmidt-Persson, børnekulturformidler på Hillerød Bibliotek.
For rigtig mange børnefamilier er MGP en årlig fast tradition, som man går meget op i og glæder sig til. Det viste sig tydeligt, at billetsalget til MGP-festen på biblioteket blev udsolgt på rekordtid. Det er altid gratis at deltage til MGP-fest på biblioteket, men det kræver en adgangsbillet, som bookes via bibliotekets hjemmeside.
Børnebar, MGP-krea og Just Dance
MGP-showet, som bliver vist på storskærm, var naturligvis centrum for aftenen, men børnebibliotekarerne havde gjort sig umage med at finde på sjove ting, børn og forældre også kunne tage sig til. I baren kunne børn bestille farverige børnedrinks og popcorn, ved kreabordene kunne børn designe sine helt egne festlige MGP-hatte med alverdens glitter og pynt.
Det var 9-årige Alberte Obel meget begejstret for. Det var første gang, at hun var med til MGP på biblioteket. Hun fortæller:
”Det har været virkelig hyggeligt. Det har været sjovt at lave en MGP-hat. Hvis der er MGP fest på bibliotek igen næste år, så kommer jeg helt sikkert. Her kan man møde nogen,” siger Alberte.
Der var ingen tvivl om, at børnene mødte nye legekammerater på kryds og tværs. Flere børn havde nemlig brug for at brænde lidt ekstra energi af, så de viste deres bedste dansetrin frem i diskolysets skær i et ”Just Dance”, som børnebibliotekarerne havde indrettet i Stemningen på biblioteket. Derudover var en kæmpestor guldglimmervæg og sjov udklædning, hvor der var kø til at forevige MGP-festen med flotte selfies.
En stor gave
De fleste børn var samlet foran storskærmen i den ene ende af Vandrehallen – selvfølgelig med hyppige smutture til og fra børnebaren for at fylde drinksglasset med grøn eller blå saft eller hente en ny ration popcorn.
Imens blev midten af Vandrehallen nærmest forvandlet til en forældrelounge, hvor forældre på kryds og tværs overværede MGP-showet og hyggesnakkede med hinanden over en kop kaffe.
Lars Lundgaard Hansen, far til tre, sad sammen med andre forældre – både nye og kendte ansigter. Han fortæller:
”Arrangementet bidrager med noget socialt for både børn og voksne. MGP er jo et stort event for børnefamilier. Og så møder man også andre mennesker, som man ellers ikke lige ville møde.”
Lars kigger rundt i Vandrehallen og fortsætter:
”Det er et super arrangement og en stor gave. Det er enormt fint, at vi har et bibliotek som tilbyder os forældre, at vi kan samle vores børn. Tusind tak for det. Vi kommer helt sikkert igen næste år,” siger Lars Lundgaard Hansen, som er far til Anna, Lili og Nora på 7 år, som gav den gas på forreste række til favoritsangene fra showet.
Sarah Obel er mor til 9-årige Alberte og deltager for første gang til MGP-festen. Om arrangementet siger hun:
”Det er rigtig godt initiativ med MGP på biblioteket. Og det er fedt, at det er i Vandrehallen, så der er plads til mange. Det er rigtig dejligt, at man kan komme på biblioteket, hvis man ikke lige har et klassearrangement at tage til for at se MGP sammen.”
Gentager succesen næste år
Børnebibliotekarerne er helt på halen over den fantastiske stemning og energi, der var blandt deltagende børn og voksne. Spørger man børnebiblioteket ad, er der ingen tvivl om, at successen bliver gentaget igen til næste år:
”Vi vil gerne blive ved med at give børnefamilier i Hillerød en fantastisk oplevelse med MGP, hvor man kan hygge sig om showet og musikken, men også lære nye mennesker at kende og have en dejlig aften sammen på kryds og tværs. MGP er jo årets største børnefest, og det vil vi selvfølgelig gerne støtte op om, så vi glæder os til at invitere til MGP 2026. Nedtællingen er allerede i gang,” siger Katrine Schmidt Persson med et stort smil.