
Tags
Lokalhistorie- Date
- Tid
- 11:00 - 14:00
- Pris
- Standard: 50 DKKBiblioteksklub: 40 DKK
- Sted
- Lille Lyngby
- Bibliotek
- Hillerød Bibliotek
- Adresse
-
Christiansgade 1
3400 Hillerød
Danmark
Aftalen var klar. Hvis tyskerne kom, så skulle Flemming straks løbe afsted fra præstegården i Lille Lyngby, langs bredden ved Arresø og ud til jagtvognen. Her skjulte modstandsfolk og jøder sig, indtil de kunne komme videre til Sverige. Tyskerne kom aldrig, men det er lysende eksempel på, at modstandskampen ikke kun blev kæmpet af unge mænd med maskinpistoler i hænderne. Kampen blev også kæmpet af otteårige drenge som Flemming, der var blevet betroet denne meget vigtige opgave af sin far, den 55-årige Valdemar Heegaard.
5. maj mindes vi disse heltegerninger ved at vandre de omkring to kilometer, som Flemming skulle løbe. Undervejs vil vi fortælle om det samarbejde, der var mellem familien Heegaard og C.B. Jacobsen i Hillerød. Jacobsen drev Café Rosenhaven og var et bindeled for modstandsarbejdet i Hillerød. Det var ham, der ejede jagtvognen og han var også tæt på at betale den højeste pris for sin indsats i modstandskampen, da han blev arresteret af nazisterne i 1944 og sendt til kz-lejren i Dachau.
Hillerød Lokalhistoriske Arkiv kom i 2023 på sporet af historien om C.B. Jacobsen og jagtvognen, da den lokale arkæolog Pernille Pantmann stødte på ham i forbindelse med et forskningsprojekt om moselig. Hele historien er fortalt i årbogen fra Museum Nordsjælland.
Jagtvognen findes ikke mere, men vi ved nu, hvor den stod. Her vil vi gøre et stop og vise billeder og fortælle. Der vil også være oplæsning af digte om besættelsen, samt et uddrag fra Alex Eisenbergs bog ”Theresienstadt elegi”. Eisenberg var i mange år bibliotekar på Hillerød Bibliotek, og han var en af de jøder, der ikke nåede at flygte i 1943. Han endte derfor i kz-lejren Theresienstadt, og skrev efter krigen gribende om sine oplevelser der.
Med på turen er arkivleder Simon Schultz van Engeland, bibliotekar Tanja Kate Jensen og arkæolog Pernille Pantmann fra Museum Nordsjælland.
Arrangementet foregår 5. maj klokken 11-14. Vi mødes klokken 11 foran kirken i Lille Lyngby. Der vil blive serveret kaffe og the.