
- Date
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
- Standard: 75 DKKBiblioteksklubmedlem: 60 DKK
- Sted
- Vandrehallen
- Bibliotek
- Hillerød Bibliotek
- Adresse
-
Christiansgade 1
3400 Hillerød
Danmark
Mørket der svøber sig om os, når vi træder igennem vinterens port, er et ældgammelt ur-mørke. Det synger til vores sjæl, at det er tid til at gå langsomt. At det er tid til at hvile, lade op og restituere. Tid til at næres og styrkes. Men det fortæller også om skaberkraften, for mørket er myternes land. Mørke er det frugtbare ophav til livets begyndelse. Mørke er potentiale. Og en fantastisk og nødvendig del af livets kredsløb.
Når vi kommer til årets mørke måneder, er vi i den industrialiserede verden vant til blot at tænde mere lys og fortsætte i samme tempo som før. Unaturligt og stridsomt for vores kroppe. Træder vi i stedet ud af lyskredsen og lytter til naturens visdom; ser træerne slippe deres blade og samle deres kraft i rødderne. Så bliver vi mere opmærksomme på naturens eget væsen; den oprindelige kraft, og så fortæller solens lys og nattens mørke selv om behovet for at drosle ned. Om behovet for ro og for at styrke hver eneste lille celle i vores krop.
Maria “Hyldemor" fra Hyldemors Have vil denne aften fortælle om vintermørket og hvordan vi kan møde det som en ven og vejleder. Vi ser på, hvordan vi ved at følge naturens gang, kan blive “genindsat” i det store kredsløb og skabe mere harmoni i vores levede liv.
Om Maria Lisette Jacobsen 'Hyldemor'
Maria Lisette Jacobsen blev kendt som den nordiske shaman “Hyldemor” fra DR2-dokumentaren ’Heksen, Hedningen og Hyldemor’. Hun lever af at formidle og undervise i urtemedicin og nordisk naturspiritualitet. Hun holder kurser, events, workshops og foredrag over hele landet. Maria udgav sin første bog ’Blandt urter og elverfolk - Årets gang i Hyldemors Have’ i 2023 og ’Hyldemors Urtekalender’ i 2024, begge på Muusmann Forlag.
Som uddannet arkæolog og med en fortid i museumsbranchen er Maria i dag kvinden bag kursusvirksomheden og onlineuniverset Hyldemors Have. Hun udmærker sig ved sin ligefremme og inspirerende formidling, og dagligt inspirerer hun tusindvis af følgere på de sociale medier og videregiver sin viden om nordiske traditioner, helbredende urter, en hverdag i takt med årstidernes skiften og sit enestående liv som moderne, klog kone.