Sokratescafé

Her kan du mødes med andre og tale om livets store og små spørgsmål.

Første og tredje mandag i hver måned kan du deltage i Sokrates-café på Hillerød Bibliotek.

Det er et mødested for dem, der har lyst til at få lidt ro fra alle de indtryk, der strømmer ud fra den moderne verdens medier. Dem, som gerne vil se deres medmennesker i øjnene og have en god gammeldags samtale om de ting, de synes er vigtige i livet.

"Vi taler om de vigtige emner i livet, og det handler ikke om at vinde debatten. Det handler om visdom og værdier, om at udveksle meninger med andre, at lytte i fred og ro, at lade sig inspirere og skabe plads til refleksion" siger initiativtager til Sokratescaféerne i Danmark, Ellen Bick Asmussen.

Spørgsmålenes karakter varier meget. Det kan være aktuelle emner som: Hvad går hvidvask-sagen med Danske Bank ud på? Hvorfor betaler jeg så meget i skat? Men det kan også være højtflyvende filosofiske spørgsmål som: Hvad er skønhed? Hvad er ondskab? Hvad er det gode liv?

"Alle og enhver er velkomne. Det er bestemt ikke et krav at have en akademisk uddannelse. Faktisk er min oplevelse, at de mennesker, der har de klogeste erfaringer, ikke nødvendigvis kommer fra universitetet. Alle mennesker besidder visdom" siger Ellen Bick Asmussen.

Sådan foregår Sokratescaféen:

  • Hver gang udpeger man én mødeleder. Det går på skift.
  • Alle deltagere kan komme med et forslag til emne, der skal drøftes.
  • Man læser emnerne op og stemmer om dagens emne.
  • Med sit navneskilt markerer man, når man har lyst til at bidrage med sit synspunkt.
  • Man taler 2-3 minutter ad gangen, og alle kommer til orde. På den måde er der ikke nogle få personer, der kan dominerer samtalen.
  • Ingen mobiler.

Caféen på Hillerød Bibliotek afholdes hver 1. og 3. mandag i hver måned i ”Stemningen” på Hillerød Bibliotek. Biblioteket serverer kaffe/te og småkager.