Jul for børn på biblioteket


 

På Hillerød Bibliotekerne er der et væld af juleaktiviteter for børn. Der er alt lige fra julefilm, julekrea med Line Hvid og selvfølgelig Den Levende Julekalender.

Julekrea og leg

Julen kommer tidligt på Hillerød Bibliotekerne i år, hvor vi allerede 26. november har julekrea-workshop med Line Hvid. Her skal der blandt andet hygges med at lave honningkagemænd af genbrugspap, som skal pyntes med knapper, sugerør og biologisk nedbrydeligt glimmer.

Workshoppen foregår i Vandrehallen – ud for børnebiblioteket. Samme dag er der også mulighed for at julehygge for de større børn og voksne, når Fælles om kreativitet også julehygger i Vandrehallen.

I Vandrehallen kan man i julemåneden også gå på opdagelse i vores nye udstilling, hvor den eventyrlige verden fra Narnia bliver vakt til live. Der er blandt andet en skattejagt, hvor man kan vinde bogen Løven, Heksen og Garderobeskabet. Som en lille bonus kan man tage en lille folder med hjem, hvor der er opskrifter på turkish delight og Heksens varme kakaodrik, så man kan få lidt af magien med sig hjem.

Inde i Børnebiblioteket er Pippis villa også blevet piftet op med et ordentligt skud julehygge. Og for det ikke skulle være nok, så er der også juletema i BØRNEVÆRKSTEDET, hvor man fra 28. november og indtil juleaften kan flette de sødeste julehjerter.

Julede film for alle

I år har biblioteket også en helt særlig julefilmklub, hvor den bare står på ren afslapning.

Her kan man blandt andet tage med fire søskende på en fantastisk rejse gennem et fortryllet gammelt garderobeskab til et eventyrligt land, befolket af talende dyr og magiske væsener.

Man kan også møde en helt speciel dreng med sort, uglet hår, runde briller og et lynformet ar i panden, og følg med ham ind i en helt unik troldmandsverden fuld af fortryllelse og magi. Eller komme i rigtig julestemning, når vi byder på det klassiske gamle juleeventyr, om en nærig og hjerteløs gammel forretningsmand, der mener, at julen er det rene humbug. Men kan et besøg af tre ånder julenat mon lære ham noget om julens sande betydning?

Og så er der selvfølgelig ingen julefilm uden julesnacks og masser af hygge!

Af rettighedsmæssige årsager kan vi desværre ikke annoncere filmtitlerne her, men tag et smut på biblioteket og få en flyer med vores eventyrlige program for julen.

Der er julefilmklub på Hillerød Bibliotek den 28. november, 5. december og 14. december. Det foregår hver gang i tidsrummet fra klokken 15.00 til 17.00.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding sker under det enkelte arrangement.

Levende Julekalender

Der er selvfølgelig heller ingen jul i Hillerød uden Den Levende Julekalender, som igen i år også lægger sin vej forbi biblioteket. Hver dag drager Nissekorpset afsted fra Julemøllen på Torvet for at besøge et sted i Hillerød, og 12. december kommer de til biblioteket. Det foregår fra klokken 17.00 til 18.00.