Plagiering

Undgå at kopiere fra andre - det er surt at falde i plagiat-fælden.

Det er vigtigt at vide noget om plagiat-reglerne, fordi det kan få store konsekvenser for dig, hvis du kommer til at plagiere. Jo længere du når i uddannelsessystemet, desto hårdere bliver konsekvenserne, hvis du bliver taget i at plagiere. 

Fire eksempler på plagiering

1. Når du tager en sætning eller en tekst fra en bog, artikel eller lignende, som du bruger i din opgave uden at citere eller referere, hvor du har den fra.

Forkert citering:

”Den sundhedsfaglige smitteanalyse er, at der er én ting, der virker imod smitten. Og det er, at vi mennesker ikke omgås hinanden for meget. Og derfor er det myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode. Vi anlægger med andre ord et forsigtighedsprincip. Og derfor tager myndighederne nu følgende skridt.”

Ovenstående blev sagt på pressemødet den 11. marts, da det danske samfund blev lukket for første gang på grund af Covid-19. 

Korrekt citering:

Det var på baggrund af den smitteanalyse, der blev foretaget af SSI, at Mette Frederiksen sagde således den 11. marts 2020, da hun lukkede det danske samfund for at forhindre smitte af Covid-19;

”Den sundhedsfaglige smitteanalyse er, at der er én ting, der virker imod smitten. Og det er, at vi mennesker ikke omgås hinanden for meget. […] Og derfor er det myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode. Vi anlægger med andre ord et forsigtighedsprincip. Og derfor tager myndighederne nu følgende skridt. […] Vi anlægger med andre ord et forsigtighedsprincip. Og derfor tager myndighederne nu følgende skridt.” (Statsministeriet, 2020).

Statsministeriet. Frederiksen, M., Heunicke, M. & Brostrøm, S. (2020, 11. marts). Pressemøde om COVID-19 den 11. marts 2020. Fundet den 24. marts 2022 på https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-om-covid-19-den-11-marts-2020/

2. Når du omskriver en sætning eller en tekst fra en bog, artikel eller lign., som du ikke refererer til.

Forkert omskrivning:

Type 1-diabetes gør at kroppen har en nedsat insulinproduktion, hvilket betyder at patienten vil have brug for at få tilført insulin for at leve. Man mener, at sygdommen opstår, fordi de celler, der producerer insulin (beta-celler) ødelægges, fordi patienten udvikler en autoimmunitet. Beta-celler findes i bugspytkirtlens Langerhanske øer (endokrine væv).  

Korrekt omskrivning:

Type 1-diabetes gør at kroppen har en nedsat insulinproduktion, hvilket betyder at patienten vil have brug for at få tilført insulin for at leve. Man mener, at sygdommen opstår, fordi de celler, der producerer insulin (beta-celler) ødelægges, fordi patienten udvikler en autoimmunitet. Beta-celler findes i bugspytkirtlens Langerhanske øer (endokrine væv) (Binder, C. Olsen, S. & From, J. 2021).

Binder, C. Olsen, S. & From, J: diabetes mellitus i Den Store Danske på lex.dk. Fundet 24. marts 2022 fra https://denstoredanske.lex.dk/diabetes_mellitus

3. Når du oversætter en sætning eller en tekst fra et sprog til et andet og ikke refererer, hvor du har det fra.

Originale tekst:

Since the 1950s, the organization had fought for – and won – the expansion of women’s economic freedoms and ability to participate in the labour market, an achievement crystallized with passage of the Law of Political, Professional, and Labor Rights (LPPLR) in 1961.

Mahaney, K. L. (2018). Feminism Under and After Franco: Success and Failure in the Democratic Transition. CUNY Academic Works. Fundet den 24. marts 2022 på https://academicworks.cuny.edu/gc_etds/2713/

Forkert oversættelse:

Siden 1950’erne har Sección Femenina kæmpet for - og vundet kampen for – kvinders ret til økonomisk frihed og mulighed for at deltage på arbejdsmarkedet. Det er vedtagelsen af loven om politiske -, professionelle - og arbejdsrettigheder i 1961, der har gjort det muligt for kvinder at opnå de rettigheder.

Korrekt oversættelse:

Siden 1950’erne har Sección Femenina kæmpet for - og vundet kampen for – kvinders ret til økonomisk frihed og mulighed for at deltage på arbejdsmarkedet. Det er vedtagelsen af loven om politiske -, professionelle - og arbejdsrettigheder i 1961, der har gjort det muligt for kvinder at opnå de rettigheder (Mahaney, K. L. 2018, s. 39).

4. Når du sammensætter en eller flere tekster fra en bog, artikel, opgave eller lignende i din opgave.

Forkert:

Biblioteket har rødder helt tilbage til oldtiden, hvor nogle af de ældste vidnesbyrd kommer fra Egypten og Mesopotamien. På bibliotekerne og i arkiverne i Egypten havde man skrøbelig papyrus, og i Mesopotamien var det soltørrede eller brændte lertavler. Det mest kendte bibliotek fra oldtiden er biblioteket i Alexandria, der blev grundlagt 280 f.Kr. og var et af oldtidens vigtigste lærdomscentre. Det skulle kun have rummet op imod ca. 50.000 bøger (bogruller) (Birkelund, P. 2022). 

Korrekt:

Biblioteket har rødder helt tilbage til oldtiden, hvor nogle af de ældste vidnesbyrd kommer fra Egypten og Mesopotamien. På bibliotekerne og i arkiverne i Egypten havde man skrøbelig papyrus, og i Mesopotamien var det soltørrede eller brændte lertavler (Birkelund, P. 2022). Det mest kendte bibliotek fra oldtiden er biblioteket i Alexandria, der blev grundlagt 280 f.Kr. og var et af oldtidens vigtigste lærdomscentre. Det skulle kun have rummet op imod ca. 50.000 bøger (bogruller) (Petersen, E. 2022). 

Birkelund, P. : Bibliotek i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 24. marts 2022 på https://denstoredanske.lex.dk/bibliotek

Petersen, E. : Det Alexandrinske Bibliotek i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 24. marts 2022 på https://denstoredanske.lex.dk/Det_Alexandrinske_Bibliotek

Derfor:

For at undgå at overtræde reglerne for plagiat, er det derfor afgørende, at du i din tekst klart og tydligt henviser til, hvor du har din viden fra. Det kan være ved hjælp af et citat eller en reference i teksten - læs mere om referencer her på bibliotektes hjemmeside.

Hvis du er førsteårsstuderende eller bare ikke kender til begrebet plagiat, kan det anbefales at læse mere om det. Du kan få mere viden på hjemmesiden stopplagiat.nu, som er udviklet i et samarbejde mellem en række af landets største universiteter og DFDF (Danmarks Forskningsbiblioteksforenings Forum for Brugeruddannelse).

Studienet har også en fantastisk guide, der gennemgår, hvad der er og ikke er plagiat - læs guiden på Studienet.dk.

Til sidst er der Kulturministeriets anbefalinger, når det gælder god citat-skik - dem finder du her på Kulturministeriets hjemmeside.