Færdiggør din opgave

Vores studiebibliotekar Julie giver dig her sine bedste råd til, hvordan du arbejder med at rette og færdiggøre din opgave.

1. Koncentration, overspringshandlinger og pauser

Når du sidder derhjemme og skriver, kan det være svært at holde koncentrationen, og mange kommer nemt til at lave en masse overspringshandlinger. Derfor anbefaler jeg, at du sidder et andet sted end derhjemme, når du skal skrive opgave. Det kan øge dit fokus og fjerne alle de ting, der vil kunne udløse overspringshandlinger. Du kan fx sidde på din uddannelse eller en god café. Du er også altid velkommen på biblioteket. Vi har stik til din computer og hurtigt trådløst wi-fi.

Book et studierum

Hvis du gerne vil skrive din opgave på biblioteket, har du mulighed for at booke et studierum, hvor du kan sidde i fred og ro. Du kan læse mere om vores studierum og booke tid på bibliotekets hjemmeside

Pauser på biblioteket

Hvis du sidder og skriver på biblioteket, kan du i dine pauser gå en tur ud i Vandrehallen og se på den nyeste kunstudstilling eller spille PlayStation i voksenbiblioteket. Det kan være med til at give ro til hjernen og giver dig måske nogle nye ideer til din opgave.

P.S. husk at forkæle dig selv i den periode, hvor du skriver. Om det er en god kop kaffe eller en lækker juice … Det er vigtigt, at du også giver dig selv tid til at slappe af.

2. Plagiat

Hvad er plagiat? Den Danske Ordbog har følgende beskrivelse af begrebet plagiat: ”Kunstværk, vare eller andet der er en direkte efterligning af noget andet, men som af ophavsmanden foregives at være originalt.” (https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=plagiat).

Det vil altså sige, at hvis du i din opgave ikke husker at skrive, hvem det var, der sagde det, du skriver, eller hvor du har hentet din viden fra, så er der tale om plagiat. Derfor er det vigtigt, at du gemmer kilder og links, hvis du skal bruge information derfra i din opgave. Man kan hurtigt glemme, hvor man har det fra, når man arbejder med mange forskellige typer information. Hvis du gerne vil vide mere om plagiat, kan du læse mere på bibliotekets hjemmeside

3. Litteraturliste

Det kan godt være svært at udarbejde en litteraturliste. Derfor er det en god ide at arbejde med den løbende under din opgave i takt med at du finder ny information. Inden du skal aflevere opgaven, er det en god ide, at du tjekker din litteraturliste for fejl og mangler. Hvis du gerne vil læse mere om, hvordan du kan opsætte en litteraturliste, kan du se det her på bibliotekets hjemmeside

Litteraturlisteautomaten

Hvis du skal arbejde med reference-stilen APA, kan du med fordel tjekke litteraturautomaten ud. Det er nemlig et nemt værktøj at gå til og bruge, når du skal skrive referencer.

4. Lad ikke fyldordene tage al pladsen i din opgave

Når man skriver en opgave, kan man nemt komme til at fylde den med en masse ekstra ligegyldige ord. Det kan være følgende ord: virkelig, rigtig, gerne, så osv. Den type ord kan være med til at mudre dit budskab. Det er vigtigt at være opmærksom på ikke at benytte de ord unødigt i din opgaveskrivning. Hvis du er interesseret i at læse mere om det, har jeg fundet et par artikler:

11 fyldord

Denne artikel handler om de 11 fyldord, som du bør slette fra dine tekster. Det er ord som bl.a., meget, lidt, måske, bare, osv. Ved at fjerne de ord fra dine tekster, vil du få en tekst, der ikke virker som et maratonløb for din læser. Jeg anbefaler, at du klikker dig ind og læser denne artikel. Den tager ikke meget mere end fem minutter at læse, og i bunden af artiklen kan du tjekke din egen tekst for fyldord. Læse artiklen på teksrt.dk

8 djævleord

Denne artikel handler ligesom den ovenstående artikel om djævleord eller fyldord, som du bør slette fra dine tekster, så de ikke forstyrrer eller mudrer dine pointer. Læse artiklen på wearbro.dk.

5. Få andre øjne på din opgave

Inden du afleverer din opgave, er det vigtigt, at du tjekker den for fejl. Det kan være, at du kan få en ven eller dine forældre til at læse den igennem, men der findes også programmer og hjemmesider, der kan hjælpe dig.

Et godt tip hvis du skriver i Word er at lægge din opgave over i et Google docs-dokument, da Google en gang imellem finder fejl, som Word ikke fanger.

Tjekord

TjekORD.dk er en hjemmeside, hvor du kan tjekke din tekst for ord, der er stavet forkert, og som stavekontrollen ikke reagerer på, da det er ord, der findes i det danske sprog, altså forvekslingsord. Det kan fx være ord som standart (fane) og standard (kvalitetsmæssigt niveau). Det er bare et eksempel på, hvordan man hurtigt og nemt kan undgå fejl i sin tekst.