Vi er klar til at slippe: ORDET LØS!

Biblioteket sitrer, summer og basker med vingerne. Klar til at lette. Klar til at byde velkommen til årets litteraturfestival i Hillerød

Tobias Trier har sunget det ud fra taget af Klaverfabrikken. Lars-Emil Foder har messet det i mørket: ORDET ER LØS!

I snart et år har gode kræfter fra Hillerød Bibliotek, Grundtvigs Højskole, Klaverfabrikken og Hillerød Musikskole arbejdet på at sammensætte det allerbedste program til: ORDET ER LØS!

Det er deres fortjeneste, at Hillerød Bibliotek og Klaverfabrikken lørdag kan danne kulisse for unge spirende talenter, legendariske veteraner, samfundsspidende syrehoveder, hudløst ærlige tabu-nedbrydere og kærlige ordekvilibrister, som alle er med til at slippe: ORDET LØS!   

Og hvilke kulisser! Fra loftet hænger nu hundredevis af foldede fugle. Fugle, der er fulde af ord. Fugle, der er blevet vakt til live af de mange, mange frivillige kræfter uden hvem, der ikke ville være et eneste: ORD LØS!

De gule, sorte og hvide farver er ved at overtage paletten. Biblioteket og Klaverfabrikken bliver klædt i det smukke tema, som forfatter og billedkunstner Mette Norrie har skabt til: ORDET ER LØS!

Mens bogstaverne, fuglene og farverne vrimler frem, så syder det i gryderne hos SALTO familieaktiviteter og Købmandscaféen Jordnær. Med sandwich, suppe, kage og kafffe sørger de for, at alle de LØST SLUPNE ORD kan fordøjes.

Nu mangler vi blot den vigtigste ingrediens, før vi kan lade Helle Helle, Helle Fastrup, Jonas Eika, Kasper Colding Nielsen, Claus Flygare, Tobias Trier, Rikke Oberlin Flarup, Lars-Emil Foder, Jonas Okholm: SLIPPE ORDET LØS!

DIG! Vi mangler kun dig, og alle de mange andre, der kommer for at tage imod alle ordene med ørerne, med øjnene og med hjerterne. Vi er i hvert fald ved at være klar, og vi glæder os utroligt meget til lørdag den 5. oktober klokken 13.00, hvor vi endelig kan sige: ORDET ER LØS!

Lars-Emil Foders ode til Ordet er LØS: 

Tobias Trier synger fra taget af Klaverfabrikken: