Foto af Frederiksborg Højskole.
Ukendt fotograf

Unikt loppefund: Mindebogen fra Frederiksborg Højskole

09.01.20
Loppefundet fra Falster vækker 120 år gamle minder og personlige hilsener fra Frederiksborg Højskole til live

Fra loppefund på Falster til Lokalhistorisk Arkiv i Hillerød

Forfatter Lennart Weber, der er frivillig i Hillerød Lokalhistorisk Arkiv, har på et loppemarked på Falster, fundet en lille og unik mindebog fra Frederiksborg Højskole dateret 1899. Mindebogen – eller måske vil nogle kalde det for en poisibog – er fyldt med fine tegninger fra højskolen, Hillerød og nærmeste omegn. Den vidner om de lærerige højskoleophold og de stærke personlige bånd, der blev knyttet.

Illustration fra Mindebogen af højskolen med en lærerbolig til venstre.

Illustration fra Mindebogen af højskolen med en lærerbolig til venstre. Illustrator: ukendt. - Øverst til venstre et fotografi fra 1895. Fotograf: ukendt.
 

Minder for livet

Da Frederiksborg Højskole på Frederiksværksgade 147 i Hillerød blev indviet i 1895 valfartede unge fra hele landet til den nye højskole, og de rejste hjem med ny solid viden, livserfaring og måske venskaber for livet. 

Illustration fra Mindebogen, spisesalen fuld af dinerende unge, kvinder
Lutter unge kvinder dinerer i spisesalen. 

Illustration fra Mindebogen. Gymnastiksalen med raske unge mænd.
Raske unge mænd udfører gymnastiske øvelser.

 

Illustration fra Mindebogen. Rendelæggerbakken med teksten "Vejen til Fredensborg"..
Spirende venskaber og forsigtigt forelskede par måske spadseret ad den romantiske Rendelæggerbakken. Nederst i højre hjørne kan man ane kunstnerens initialer: W.L.


Anonym udgivelse, personlige hilsener

Mindebogen er et stift bind og formentlig trykt næsten samtidig med at skolen blev taget i brug. Udover de kryptiske initialer, "W.L." , kan man ikke se, hvem der har lavet de fine tegninger endsige redigeret ’Mindebog fra Frederiksborg Højskole’. Men på en af bogens første sider har skolens forstander, Holger Begtrup, den 9, februar 1899 skrevet en hilsen til bogens ejer:

 Den lille Svale/ Dig venligt minde/ Om Sang og Tale / Som lød herude.
Den lille Svale/ Dig venligt minde/ Om Sang og Tale / Som lød herude. - Holger Begtrup, 9. feb. 99.

En anden af skolens daværende lærere, Thomas Bredsdorff skriver blot: ’Lev vel, din gamle lærer, Th. Birkedal Bredsdorff’. Elever har også skrevet små (rørende) hilsener, så alle kursister har sandsynligvis haft en mindebog.

Personlig hilsen i mindebogen
Naar engang i fjærne Dage/Du er lykkelig og glad/Send da Tankerne tilbage/Til den som skrev på dette Blad. Tak for i Vinter. Din Ven Anton P. Hansen. Torkildstrup, pr. Nr. Alslev. f.d. 20/10-1880.  Lev Vel. 

 

Illustration fra Mindebogen. Udsigt til Frederiksborg Slot.
Højskolen lå langt udenfor byen mod Frederiksværk. Når man ser på tegningen, virker det som om, at vejkrydset er der, hvor Ullerød Brugs i dag ligger.

Hvis du har kendskab til disse mindebøger, vil vi meget gerne høre fra dig. Send en mail til arkivleder Lisbet Shacht Hansen: lha@hillerod.dk.